Ny efterårsrekord: Antallet af corona-indlagte stiger til 243

14. nov 2020, 14:08
Mens antallet af indlagte vokser, ser smitteudviklingen ifølge matematiker ud til at være stabiliseret.

Der ifølge en daglig opdatering fra Statens Serum Institut registeret yderligere 1078 coronatilfælde i Danmark, og antallet af indlagte med corona er steget med 7 til 243.

Antallet af indlæggelser er dermed på sit højeste i efteråret.

Samtidig bekræfter antallet af nye smittetilfælde en tendens fra resten af ugen ifølge Viggo Andreasen, der er lektor i matematisk epidemiologi ved Roskilde Universitet.

- Hvis man korrigerer for hvor mange prøver, der er taget på den pågældende dag, efter den måde seruminstituttet gør det, var der i forrige uge en tendens til et let fald i antallet af nysmittede. Det fald er ophørt i den sidste uges tid, siger han.

For lidt over to uger siden indførte regeringen en række skærpede tiltag. Forsamlingsforbuddet blev sænket til ti personer, og der skal bæres mundbind flere steder, når man befinder sig i offentligheden.

Man kan ifølge Viggo Andreasen godt se en ændring i tallene for smitteudviklingen, efter tiltagene blev indført.

- Tiltagene, der blev indført for godt 14 dage siden, ser ud til at have virket, sådan at væksten i epidemien er standset. Men den er ikke blevet negativ. Så det er ikke sådan, at epidemien er på vej ned igen, siger han.

Ifølge Viggo Andreasen så tyder udviklingen i tallene på, at tiltagene har bremset et voksende smitte - men ikke slået den ned. Der er så at sige status quo fra da de blev indført.

Dermed mener Viggo Andreasen ikke, at der er noget i smittetallene, der umiddelbart peger på, at situationen skulle være bedre, end da tiltagene blev indført.

Nogle af tiltagene blev indført med bestemt udløbsdato. Eksempelvis løber forsamlingsforbuddet på ti personer til 22. november.

Samtidig vokser antallet af indlagte fortsat. De 243 indlagte er det højeste antal på noget tidspunkt i efteråret og siden 4. maj.

Viggo Andreasen påpeger, at antallet af indlagte siger noget, om udviklingen for flere uger tilbage.

Samtidig peger han på, at sammensætningen af dem, der er indlagt er markant anderledes for foråret, og at det derfor ikke giver så meget mening at holde de to op imod hinanden.

Det skyldes blandt andet, at der er flere unge indlagt - samt at behandlingen mod corona tilsyneladende er blevet bedre.

Ifølge lørdagens opdatering ligger 41 af de 243 indlagte med corona på en intensivafdeling. Af dem er 30 tilsluttet en respirator.

Tal fra Statens Serum Institut viser yderligere, at antallet af nyindlæggelser er vokset i november og ligger på et højere niveau end i eksempelvis oktober.

Den daglige opdatering viser også, at der er foretaget næsten 80.000 prøver siden seneste opdatering. Antallet af prøver, der foretages kan variere fra dag til dag og uge til uge.

/ritzau/