Nu kommer feriepengene: Sådan undgår du skattesmæk

3. okt 2020, 11:00
Husk at opdatere din forskudsopgørelse, hvis du ligger over eller i nærheden af topskattegrænsen, lyder beskeden fra en privatøkonom.

Snart tikker der tre ugers feriepenge ind på rigtig mange danskeres konto.

Men vil du undgå at få et skattesmæk til marts, når årsopgørelsen kommer, er det vigtigt, at du husker at opdatere din forskudsopgørelse. Sådan lyder beskeden fra privatøkonom i Danske Bank, Louise Aggerstrøm Hansen.

Det skriver Fagbladet 3F.

Det gælder dog kun, hvis du er over eller i nærheden af topskattegrænsen.

- Det kan snildt betyde et skattesmæk på et par tusinde kroner, hvis man glemmer at rette i sin forskudsopgørelse. Dem vil man nødigt stå og skulle betale i marts. Det kan få betydning for din trækprocent, hvis du ligger over eller omkring topskattegrænsen, siger hun.

Man skal betale topskat af den del af ens årlige indkomst, der overstiger 531.000 kroner, efter arbejdsmarkedsbidraget er trukket fra.

Ifølge Louise Aggerstrøm Hansen er det vigtigt, at man så hurtigt som muligt får opdateret sin forskudsopgørelse, hvis ikke allerede man har gjort det.

- Ideelt set gjorde man det inden, for så er det også den rigtige skat, der bliver trukket af feriepengene. Men det er ikke sikkert, folk har nået det. Hvis man gør det nu, så har man to måneder, hvor man får en ny trækprocent og får justeret sin løn. Og der er forholdsvist høje renter på restskat, så derfor kan man lige så godt gøre det med det samme, siger hun.

Er du en af de mange, der ikke kommer over topskattegrænsen, vil du ikke få en ny trækprocent, når du opdaterer din forskudsopgørelse. Du behøver derfor ikke være bekymret for at få et skattesmæk på grund af feriepengene, forklarer Louise Aggerstrøm Hansen.

- De behøver ikke rette i forskudsopgørelsen, fordi kommer man ikke over topskattegrænsen, har det ingen betydning for trækprocenten. I den forstand ville det også være fint, hvis man får mulighed for at få tre uger udbetalt i år og to uger til næste år, for så er der færre personer, der risikerer at komme over topskattegrænsen, siger hun.

R