20210216141149530_1000
Der er færre og færre danskere indlagt på hospitalerne med covid-19. (Arkivfoto) Foto: Ólafur Steinar Gestsson/Ritzau Scanpix

Færre end 300 indlagt med corona:
Men kontakttallet for den britiske variant stiger

TEMA: Corona i Danmark
16. feb. 2021 14.18
Yderligere 384 er bekræftet smittet med covid-19, viser tal fra SSI. 298 er nu indlagt. Samtidig er coronavarianten B117 i vækst. Kontakttallet for den britiske variant er beregnet til 1,25, oplyser sundhedsminister Magnus Heunicke

Færre end 300 coronasmittede er nu indlagt på hospitalet, viser tal fra Statens Serum Institut (SSI).

Det er første gang siden 5. december, at der er færre end 300 personer indlagt med covid-19 i Danmark.

Aktuelt er 298 bekræftede smittede indlagt, hvilket er 17 færre end i mandagens opgørelse. Antallet af indlagte var på sit højeste for knap halvanden måned siden - 4. januar - hvor 964 var indlagt.

Der er sket 21 nye indlæggelser af personer med covid-19. Når det samlede antal indlagte er faldet, hænger det sammen med, at der også er blevet udskrevet patienter.

Derudover er syv personer bekræftet smittet med covid-19 afgået ved døden. Det vides dog ikke, om de var indlagt på hospitalet og derfor er medvirkende til, at antallet af indlagte er faldet.

Tirsdag er 63 personer indlagt på intensivafdeling, og af dem er 42 i respirator. Antallet af indlagte på intensiv er faldet med fem personer siden mandag, mens det samme antal er i respirator.

Yderligere 384 personer er bekræftet smittet med covid-19, viser opgørelsen. Det svarer til 0,40 procent af de 95.939 prøver, der er kommet svar på. Det tal kendes også som positivprocenten.

Kontakttallet, der siger noget om, om smitten er stigende eller faldende, er faldet til 0,9, efter at det i sidste uge blev beregnet til 1,0. Det betyder, at ti smittede i snit giver smitten videre til ni andre.

Britisk variant stiger

Coronavarianten B117 er i vækst, og kontakttallet for den britiske variant er beregnet til 1,25.

Det oplyser sundhedsminister Magnus Heunicke (S) på Twitter. Det betyder, at varianten er i vækst.

På landsplan er B117 fundet i 45 procent af de analyserede prøver i uge 6, skriver han.

Kontakttallet - der tidligere blev kaldt smittetrykket - for coronavirus generelt - inklusive varianter - er beregnet til 0,9. I forrige uge blev det opgjort til 1,0.

- Det er et godt sted at være for Danmark halvanden uge efter genåbning af 0. til 4. klasserne. Særligt når vi samtidig har den underliggende stigning i B117, skriver Heunicke på Twitter.

De to kontakttal kan ikke direkte sammenlignes, da de data, de er beregnet på, ikke er fra den samme periode.

Tal fra Statens Serum Institut viste mandag, at 52,5 procent af 326 positive coronaprøver, som blev analyseret lørdag, indeholdt en variant af corona.

Sundhedsministeren har tidligere udtalt, at det forventes, at B117 vil stå for 80 procent af de nye smittetilfælde med coronavirus i starten af marts.

Det var netop med henvisning til B117, at coronarestriktionerne blev strammet i starten af året. Blandt andet blev forsamlingsloftet sænket til fem fra før ti personer.

/ritzau/