Nordjyske borgmestre vil af med restriktioner: Vi bløder

13. nov 2020, 16:00
Nordjyske kommuner, som er ramt af restriktioner, håber, at de kan slippe af med dem inden 3. december.

Erhvervslivet bløder. Skolebørn skal blive hjemme, hvilket rammer familierne med færrest ressourcer. Og overalt stiger coronatrætheden i de nordjyske kommuner, der er ramt af særlige restriktioner.

Derfor kan det næsten ikke gå for hurtigt med at få ophævet de restriktioner, som kommunerne i Hjørring, Frederikshavn, Thisted, Brønderslev, Jammerbugt, Vesthimmerland og på Læsø er omfattet af.

Det fortæller en række af borgmestrene fra de nordjyske kommuner, der er omfattet af restriktionerne foreløbig frem til 3. december.

Statsminister Mette Frederiksen (S) har åbnet op for at stoppe restriktionerne før tid, i takt med at mange millioner mink i Nordjylland er blevet aflivet, og frygten for omfattende smitte med muteret coronavirus er aftagende.

- Særligt vores erhvervsliv bløder, for det går ned i kadence på rigtig mange vigtige parametre, siger Mikael Klitgaard (V), borgmester i Brønderslev Kommune.

- Nogle af dem mister konkurrenceevne i forhold til dem sydfra. Det rammer også nabokommunerne. Vi har rigtig mange pendlere, der tager til Aalborg, og som kommer fra Aalborg, siger han.

Mikael Klitgaard mener, at regeringen valgte "den forkerte medicin fra begyndelsen". Blandt andet ved at opfordre borgere i de syv kommuner kraftigt til ikke at krydse kommunegrænserne.

Mette Frederiksen meldte torsdag 5. november ud på et pressemøde, at de nordjyske kommuner blev pålagt særlige og omfattende restriktioner.

Det skyldtes fundet af muteret coronavirus, kaldet cluster 5, på nordjyske minkfarme, og smitten var blevet overført til mennesker.

Regeringens frygt var, at Nordjylland kunne udvikle sig til et nyt Wuhan, byen i Kina, som var udgangspunkt for coronasmitte.

Flere andre af de nordjyske borgmestre vil ikke klandre regeringen for at have indført restriktionerne, selv om de gerne ser dem afviklet hurtigst muligt.

- Jeg har tiltro til, at når sundhedsmyndighederne og regeringen vurderer, at det her er et megaproblem og en udfordring, som man ikke aner, hvordan kan udvikle sig, så er nogle nødt til at tage skraldet, og det blev så os.

- Også fordi vi har, eller havde, minkfarmene, siger Ulla Vestergaard (S), der er borgmester i Thisted Kommune.

Også skolerne er ramt, eftersom eleverne i 5.– 8.-klasse i de syv kommuner skal være hjemme og modtage fjernundervisning.

- Det rammer igen de svageste, siger Mogens Christen Gade (V), der er borgmester i Jammerbugt Kommune.

- Der er nogle børn og familier, der kan håndtere det. Men det, man skal være opmærksom på, er, at de her børn er alene hjemme.

- Under den første lukning (i foråret, red.) var der for alvor lukket, der var ikke så mange på arbejde, og dér havde man en mulighed for se nogle sociale relationer.

- Virkeligheden er, at rigtig mange mennesker er på arbejde, og det gør, at rigtig mange af de sårbare bliver endnu mere sårbare og alene. De har endnu mere brug for, at nogen er der for dem, siger han.

På Læsø er man ikke så hårdt ramt som de seks øvrige kommuner, fortæller borgmester i Læsø Kommune, Karsten Nielsen (DF).

- Hvis vi skal forlade kommunen, skal vi med færgen, og vi har ikke ret meget pendlen ind på øen og heller ikke meget pendlen ud.

- Vi har ikke den store bevægelighed på arbejdskraften, som de for eksempel har i Hjørring og Frederikshavn ind og ud af Aalborg, siger borgmesteren, som uanset hvad gerne ser restriktionerne forsvinde snart.

Det er også bydende nødvendigt, mener Birgit S. Hansen (S), som er borgmester i Frederikshavn Kommune.

- Hver time tæller, også hvad angår erhvervet og de ordrer og de manglende muligheder for at gøre forretning med resten af Danmark og resten af verden.

- De bliver sværere at få tilbage, for så finder man andre at gøre handler og business med, siger hun.

/ritzau/