Naser Khader om jobcentre: Der er noget himmelråbende galt!

18. feb, 12:38

VI HAR NOGLE DYGTIGE medarbejdere på landets jobcentre. Stor respekt for det. Derfor skylder vi også de her medarbejdere tillid fremfor kontrol, som desværre oftest er tilfældet i dag.

Beskæftigelsesministeren kommer hvert tredje år med en række mål til Beskæftigelsesrådet. I den forbindelse har den socialdemokratiske beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard i år sat et mål om, at der skal være et større fokus på værdighed i forløb, hvor arbejdsløse skal tilbage på arbejdsmarkedet. Mere værdighed på jobcentrene.

LÆS OGSÅ: 53-årige Lars efter voldsom arbejdsulykke: Hvis jeg laver noget fysisk hårdt, så siger det 'småkage'

Lad mig starte med at slå fast, at Det Konservative Folkeparti og jeg selvfølgelig bakker op om den ambition. Hvis jeg skal være ærlig, tror jeg sådan set ikke, at jeg kan finde nogen, der ikke er enige i, at der skal mere fokus på værdighed i jobcentrene.

En af grundene til, det går så dårligt på landets jobcentre, kan være, at socialrådgiverne bruger mere end 80 procent af deres arbejdstid på bureaukrati
Naser Khader, beskæftigelsesordfører (K)

Men når jeg tænker på, hvordan det ser ud på vores jobcentre i dag, kan det virke helt uoverskueligt, hvor man skal starte. Der er noget himmelråbende galt!

DE FLESTE LEDIGE finder faktisk arbejde uden hjælp fra jobcentret eller a-kassen. Og for at det ikke skal være løgn, har flere af vores beskæftigelsesindsatser en negativ effekt og fastholder mennesker i ledighed. Blandt andet derfor har vi foreslået at spare fire milliarder kroner på jobcentre og beskæftigelsesindsats. Det er som om, at folk er til for systemet og ikke omvendt. Det skal der selvfølgelig gøres noget ved.

LÆS OGSÅ: Naser Khader: Børn skal ikke fødes til kontanthjælp

For Det Konservative Folkeparti er det helt grundlæggende, at man skal arbejde, hvis man kan. Derfor betyder resultater også mere for os i beskæftigelsessystemet – ikke proces.

En af grundene til, det går så dårligt på landets jobcentre, kan være, at socialrådgiverne bruger mere end 80 procent af deres arbejdstid på bureaukrati. Det er jo det rene vanvid. Vores dygtige medarbejdere på landets jobcentre skal vi vise tillid fremfor kontrol. Hvis socialrådgiverne på landets jobcentre kunne bruge tiden på det, de rent faktisk var ansat til, ville vi se endnu bedre resultater. Dét kalder jeg en værdig behandling af vores ledige!

Jeg tror sådan set, at folk er dødtrætte af at høre om alle de absurde historier fra landets jobcentre.

LÆS OGSÅ: LA-formand vil vende op og ned på dagpengesystemet

Min holdning er i hvert fald klar på det her område: Der skal styr på jobcentrene.

Vi skylder de ledige at hjælpe dem ordentligt tilbage på arbejdsmarkedet. Det skylder vi også alle de mennesker, der går på arbejde hver dag, og som sørger for, at dem, der ikke kan arbejde, kan få en værdig tilværelse.

Tilmeld dig nyhedsbrevet fra A4 Arbejdsliv her

A4 – kan vi hjælpe dig med arbejdslivet?

Er du blevet ledig? Hvordan er reglerne for dagpenge og feriepenge? Hvad hvis min svendeprøve ikke kan afholdes?

Der er mange spørgsmål om arbejdslivet i en corona-tid. På A4 vil vi gerne hjælpe dig med at finde svar. Vi vil gerne høre om dine oplevelser – også de besværlige og de bekymringer, vi står med i denne tid.

Skriv til os med din historie, dine spørgsmål eller bare et forslag eller et synspunkt. Vi lover at svare dig. Ikke alle henvendelser bliver til artikler. Vi har travlt og må prioritere. Men dit arbejdsliv – eller det du gerne vil have – vil vi gerne hjælpe dig med!

Nicolai Kampmann
Chefredaktør A4 Medier