20201214-101024-A-1920x1280we
Omkring 2.000 har fået anerkendt deres coronaforløb som en arbejdsskade. (Arkivfoto) Foto: Ólafur Steinar Gestsson/Ritzau Scanpix

Næsten 10.000 har anmeldt covid-19 som arbejdsskade:
Har ansat ekstra sagsbehandlere

15. sep. 2021 08.48
Særligt kvinder, der arbejder på sygehuse, plejehjem og i daginstitutioner, har anmeldt covid-19 som en arbejdsskade.

Knap 10.000 danskere har anmeldt et forløb med corona som en arbejdsskade.

Det viser de seneste tal fra Arbejdsmarkedets Erhvervssikring, skriver DR.

LÆS OGSÅ: Brandfolk har arbejdet i giftigt skum: Minister afviser undersøgelse

- Vi har fået næsten 10.000 sager på halvandet år. Vi har ellers 34.000 anmeldelser (andre sager end corona, red.) i løbet af et år, så det er mange sager. Vi har også ansat ekstra sagsbehandlere til den her opgave, siger afdelingschef Heike Duus Damkjær fra Arbejdsmarkedets Erhvervssikring til DR.

Omkring 2.000 har fået anerkendt deres coronaforløb som en arbejdsskade. Cirka ligeså mange har fået en afvisning, men en del afvisninger er dog sket, fordi ansøgerne ikke har svaret på yderligere spørgsmål.

Det er især kvinder, der arbejder på sygehuse, plejehjem og i daginstitutioner, der har anmeldt covid-19 som en arbejdsskade. Kun en lille håndfuld personer har foreløbig fået tilkendt erstatning.