Henrik_Ullum
Henrik Ullum afløser i dag Kaare Mølbak som direktør fra Statens Serum Institut. Foto: Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Mølbaks afløser: Epidemien kan løbe løbsk i julen

1. dec 2020, 7:30
Henrik Ullum er i dag tiltrådt jobbet som direktør i Statens Serum Institut (SSI).

Henrik Ullum, der tirsdag er tiltrådt som direktør i Statens Serum Institut (SSI) og blandt andet overtager opgaverne fra faglig direktør Kåre Mølbak, er bekymret for juletiden.

Det siger Ullum i et interview med TV2.

- Juletiden kan meget vel være den største udfordring, vi endnu har stået over for i coronaepidemien, siger Henrik Ullum til TV2

Julen, hvor familie og venner normalt mødes på kryds og tværs i hele landet, kan potentielt føre til smittespredning, vurderer han.

- Hvis ikke vi virkelig, virkelig passer på, så risikerer vi, at epidemien løber løbsk, siger Ullum.

Ifølge Ullum er det fortsat vigtigt at have fokus på afstand, god hygiejne, mundbind og begrænse antallet af mennesker, man ser.

- Hele 2020 har været hård, og nu er vi på vej ud af 2020, og der er en vaccine på trapperne.

- Jeg kan godt forstå, hvis mange tænker: Nu gider vi ikke at forholde os til corona mere.

- Men det er vi bare nødt til at gøre i noget tid endnu, siger Ullum.

Mølbak er gået på pension

I sidste måned kom det frem, at Mølbak, som er blevet et kendt ansigt under coronakrisen, går på pension 31. januar 2021.

Ullum overtager Mølbaks opgaver sammen med Tyra Grove Krause, der er afdelingschef for SSI's afdeling for Infektionsepidemiologi og Forebyggelse.

- Det er ikke nogen ny beslutning, sagde Mølbak i en pressemeddelelse i sidste måned.

- Det har altid været min plan at gå fra på et tidspunkt, hvor jeg stadig har mange gode år foran mig, sagde Mølbak, der fyldte 65 år i september.

Mølbak er blevet landskendt, efter at coronavirusset brød ud i marts. Han har været en af de toprådgivere, der er til stede under regeringens mange pressemøder, når nye restriktioner og andet meldes ud.

Mølbak fortsætter dog i et deltidsprofessorat på Københavns Universitet. Han vil også fortsat være tilknyttet SSI et mindre antal timer om ugen som faglig konsulent.

/ritzau/