Mølbak: Fare ved cluster 5 var ikke facit med to streger under

16. nov 2020, 17:09
Fødevareminister Mogens Jensen (S) siger, at regeringen var nødt til at handle på minkfare efter vurdering.

Der har måske været for stort fokus på cluster 5 i den igangværende debat om mink. Det siger Kåre Mølbak, der er faglig direktør i Statens Serum Institut, mandag ved en høring i Folketingets Sundheds- og Ældreudvalg.

Statens Serum Institut har tidligere udtalt, at foreløbige undersøgelser tydede på, at virus fra cluster 5 udviste nedsat følsomhed for antistoffer fra personer, der havde overstået en infektion med ikkemuteret corona-virus.

- Man kan diskutere rigtig meget, hvor meget vægt man skulle lægge i det her eksperiment. Men vi syntes i hvert fald, at det var noget bekymrende, siger Kåre Mølbak under høringen på Christiansborg.

Høringen handler om beslutningsgrundlaget for at aflive alle mink i Danmark.

Sundhedsmyndighederne frygtede, at cluster 5, når den blev overført fra mink til mennesker, kunne hæmme effekten af en fremtidig coronavaccine.

Regeringen besluttede på den baggrund, at alle mink i Danmark skulle aflives for at undgå spredning med muteret coronavirus.

Kåre Mølbak understreger under høringen, at "det var ikke sådan, at vi på baggrund af det (de foreløbige undersøgelser, red.) sagde, at så kan folk ikke vaccineres".

- Det var derfor, vi skrev i denne risikovurdering, at "foreløbige undersøgelser tyder på", at dette virus udviser nedsat følsomhed for neutraliserende antistoffer.

- Og vi skriver også, at igangværende undersøgelser vil afdække problemstillingen yderligere.

- Så det var på ingen måde et facit med to streger under. Men det var ét argument af flere argumenter i den samlede sagsfremstilling, siger han.

Beslutningen om at aflive alle mink i Danmark blev truffet af regeringen for snart to uger siden. Beslutningen viste sig at være ulovlig.

En række professorer satte i sidste uge i Berlingske spørgsmålstegn ved, om selve beslutningsgrundlaget for at aflive alle mink og lukke store dele af Nordjylland ned var i orden.

Professorerne mente, at cluster 5-mutationen, som var det primære argument fra regeringen og sundhedsmyndighederne for at træffe beslutningen, ikke var så farlig, som det blev udlagt til.

Fødevareminister Mogens Jensen (S) siger i en indledende bemærkning ved høringen mandag, at regeringen reagerede på sundhedsmyndighedernes advarsel.

- Når Statens Serum Institut i deres sikkerhedsvurdering 3. november skriver, at der er en betydelig risiko for folkesundheden - herunder at forebygge mod covid-19 med vacciner - så var vi nødsaget til at handle.

Mogens Jensens ministerpost er til debat, efter at regeringen traf beslutningen, der viste sig at være ulovlig.

Oppositionen har krævet hans afgang. Også politisk ordfører for regeringens støtteparti Enhedslisten Pernille Skipper har sagt, at det ser meget sort ud for Mogens Jensen.

/ritzau/