20160226-164113-2-1920x1281we__3_
Mindst ti ministerier har købt ind for et samlet beløb på omkring 118.000 kroner hos Nemlig.com. (Arkivfoto) Foto: Linda Kastrup/Ritzau Scanpix

Ministerier handler hos Nemlig.com:
'Et kæmpe selvmål'

17. maj 2021 12.54
Nemlig.com har leveret varer til mindst ti ministerier siden regeringsdannelsen i 2019.

Mindst ti ministerier har handlet hos Nemlig.com, siden regeringsdannelsen i slutningen af juni 2019, skriver Berlingske, der har søgt aktindsigt hos de enkelte ministerier. 

Aktindsigterne viser, at der er købt ind for et samlet beløb på omkring 118.000 kroner. 

LÆS OGSÅ: Nyt udspil: Hummelgaard vil bruge 75 mio. på at hjælpe ældre langtidsledige

Det får nu De Radikales Kristian Hegaard til at rette en kritik mod beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard (S).

Nemlig.com har været i vælten, siden Politiken afslørede horrible arbejdsforhold for de ansatte på onlinegigantens lager og for de chauffører, der bringer varer ud til kunderne. Peter Hummelgaard langede i den forbindelse ud efter 'den absolut øvre middelklasse, der måske bor på Østerbro', der vælger at få bragt varer ud til en lav pris. Og det er blandt andet det, der nu får Kristian Hegaard til at reagere.

- Jeg synes, det er et kæmpe selvmål, og jeg er simpelthen forfærdet over ministerens behov for at bruge sådan en sag til at hænge københavnere ud, når man selv bruger det i sine egne ministerier. Så skulle man nok starte med at rydde op i egen butik fremfor at kritisere københavnere, som man åbenbart gerne vil bruge enhver lejlighed til at kritisere, siger den radikale politiker til Berlingske.

Peter Hummelgaards eget ministerium har ikke gjort brug af Nemlig.com, men Kristian Hegaard siger til Berlingske, at 'man ikke skal begynde at kritisere alle mulige andre, før man er sikker på, om ens eget kollektiv nu har sit på det rene.'

Avisen har forsøgt at få en kommentar fra beskæftigelsesministeren, men han har ikke ønsket at stille op.

Det er Udenrigsministeriet, Justitsministeriet, Klima-, Energi og Forsyningsministeriet, Transportministeriet, Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri, Børne- og Undervisningsministeriet, Erhvervsministeriet, Miljøministeriet, Kulturministeriet samt Uddannelses- og Forskningsministeriet, der har gjort brug af muligheden for at få bragt varer ud med Nemlig.com.