20220425-144003-L-1600x1067we
Børne- og undervisningsminister Pernille Rosenkrantz-Theil (S) og formand for KL's Børne- og Undervisningsudvalg, Thomas Gyldal Petersen, holdt mandag pressemøde om modtagelse af fordrevne børn og unge fra Ukraine i København. (Arkvfoto) Foto: Ólafur Steinar Rye Gestsson/Ritzau Scanpix

Minister om pasning af ukrainere:
Problem nummer et er hænder

26. apr. 2022 06.33
At finde hænder nok til at undervise og passe ukrainske børn i Danmark er "problem nummer et", siger minister.

At finde lærere og pædagoger til at undervise og passe det store antal ukrainske børn, der er ankommet eller ankommer til Danmark som følge af krigen i Ukraine, er den største udfordring, kommunerne står med.

Det siger børne- og undervisningsminister Pernille Rosenkrantz-Theil (S) på et pressemøde mandag.

- Vi har et problem med hænder. Det er en af de allerstørste udfordringer. Det er egentlig ikke pengene eller nødvendigvis bygningerne, der er det store problem. Problem nummer et er hænderne, siger Pernille Rosenkrantz-Theil.

På pressemødet blev mandagens politiske aftale om at fravige folkeskoleloven i en periode, så fordrevne ukrainske børn kan blive undervist på engelsk og ukrainsk, præsenteret. Det bliver også muligt at bruge undervisningsmateriale fra Ukraine.

- Det store antal fordrevne ukrainere, vi modtager i Danmark i disse uger, lægger et meget betydeligt pres på kommunerne, sagde ministeren i forbindelse med aftalen.

Og det største pres bliver altså finde hænder nok.

- Der skal ikke være nogen tvivl om, at vi har et meget stort behov for, at alle, der overhovedet har kræfter til det og har enten pædagogisk eller lærerbaggrund, rigtig gerne må melde sig under fanerne.

- Det gælder både pensionerede pædagoger og lærer, men også studerende, siger Pernille Rosenkrantz-Theil på pressemødet.

Hun opfordrer folk til at melde sig til kommunernes lokale jobbanker.

En anden mulighed for at få flere hænder er også ved at eksempelvis pædagoger på deltid tager flere timer.

Her har pædagogernes fagforening, Bupl, foreslået at tilbyde en bonus for at pædagoger går op i tid.

- Jeg er ikke arbejdsgiver for pædagogerne, lyder det indledende fra Rosenkrantz-Theil, da hun bliver spurgt ind til forslaget.

- Det er ikke sikkert at det vil sprede så stor glæde hos de medarbejdere der er på fuld tid og så dermed vil få mindre i løn end deres kolleger, der får en bonus, siger Thomas Gyldal Petersen (S), formand for Kommunernes Landsforenings Børne- og Undervisningsudvalg, efterfølgende.

Men Bupl skal have point for kreativiteten, siger Rosenkrantz-Theil videre.

- Jeg synes, vi har brug for at kigge på alle tænkelige løsninger, siger hun.

/ritzau/