Minister indfører kamerakrav på kuttere:
- En mistænkeliggørelse af et helt erhverv

20210728-183131-7-1920x1279we
Fiskeriminister vil indføre et krav om overvågning på kuttere, der fisker efter jomfruhummere i Kattegat. (Arkivfoto) Foto: Signe Goldmann/Ritzau Scanpix
16. mar. 2022 06.35
Minister vil have kamera på 100 kuttere i Kattegat. Mistænkeliggørelse af helt erhverv, mener fiskeriformand.

De danske trawlere, som fanger jomfruhummere i Kattegat, skal fremover sejle med videoovervågning.

Det skriver Politiken.

Fiskeriminister Rasmus Prehn (S) har besluttet at indføre en ordning, hvor man filmer sorteringsbåndet på kutterne. Det sker for at bekæmpe, at fiskere, der fisker efter jomfruhummere, ulovligt smider torsk ud igen.

- Den situation, vi står i i Kattegat, er, at vi har historisk dårlig situation for vores torsk. Hvis de torsk skal overleve, så der også er fisk at fange i fremtiden, er vi nødt til at sætte alle sejl til, siger Rasmus Prehn til Ritzau.

Siden 2020 har man haft en forsøgsordning med kameraer på 12 af de omkring 100 kuttere, som fisker efter jomfruhummere i Kattegat.

Tal fra forsøget peger på, at færre fisk bliver smidt ud, når der er kameraer sat op, skriver Politiken.

Med kravet om overvågning bliver det nu alle kuttere, der fisker efter jomfruhummere, som skal have kameraer sat op.

Formanden for Dansk Fiskeriforening, Svend-Erik Andersen, mener ikke, at man får noget udbytte af tvungen overvågning.

- Det er en mistænkeliggørelse af et helt erhverv. Fiskerne har en aversion mod, at deres arbejde skal overvåges, og at en kontrollør kan spole frem og tilbage og udstede en bøde for en fejl, der blev begået, siger formanden til Politiken.

Det er ikke intentionen at mistænkeliggøre, lyder det fra Rasmus Prehn til Ritzau.

- Vi har stor tillid til fiskerne. Men som i mange andre sammenhænge er det desværre nødvendigt med kontrol, siger ministeren.

Ifølge ham er kameraerne både den billigste og den mindst indgribende måde at føre kontrol med udsmidet af torsk.

- Man har for stor en bifangst af torsk på kutterne uden kameraer. Det vil sige, at man fanger nogle torsk, som skulle have overlevet og vokset sig store, så vi kunne have fanget dem rigtigt, siger Rasmus Prehn.

Fiskeristyrelsen vil stå for at sætte kameraerne op på kutterne i løbet af i år. Det oplyser Ministeriet for Fødevare, Landbrug og Fiskeri.

/ritzau/