Mia_Kristina

Mia Kristina Hansens bøn: Hjælp psykiatrien nu

2. jan 2021, 9:00
Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens egen holdning.

Så skete det igen.

Det sjette drab på en ansat fra et psykiatrisk bosted.

Det, som jeg har frygtet og råbt op om igen og igen, det er sket. Endnu en ansat fra et psykiatrisk bosted er blevet stukket ihjel af en beboer. Det er dybt tragisk.

Det er en frygtelig tid, der venter for alle, både pårørende, kollegaerne og beboerne på det pågældende bosted. Det ved jeg, fordi jeg var kollega til Vivi Nielsen. Hun blev stukket ihjel af en beboer den 25. marts 2016 på Center Lindegården, det psykiatriske bosted, hvor jeg arbejdede.

Da jeg hørte den tragiske nyhed, røg jeg lige tilbage til den aften, hvor jeg fik beskeden om, at Vivi var blev dræbt. Mit hjerte begyndte at banke hurtigt, tårerne pressede sig på i øjnene på mig. Det føltes ubærligt. 

Endnu et drab på en ansat fra et bosted.

LÆS OGSÅ: Mias kollega blev stukket ihjel: Hvorfor sker der ikke noget?

Så sent som dagen før havde jeg tænkt på drabet af Vivi. Det gør jeg ofte med frygten for at andre kan blive dræbt. Den dag var jeg faktisk forsigtig optimistisk, og jeg tænkte: "Nu er der gået godt i så lang tid, så nu sker det nok ikke igen, nu kan jeg nok godt begynde at slappe af. ”

Det var episoder der var så voldsomme, at vi ofte måtte tilkalde politiet for at få hjælpe, fordi vi frygtede for vores liv.
Mia Kristina Hansen

Dengang Vivi blev dræbt, havde mine kolleger og jeg længe oplevet, at vores arbejdsmiljø var blevet hårdt. Når vi var på arbejde, var der dagligt episoder, hvor der var beboere der reagerede med vold eller trusler imod os ansatte. Det var episoder der var så voldsomme, at vi ofte måtte tilkalde politiet for at få hjælpe, fordi vi frygtede for vores liv.

Vi havde for eksempel beboere der på grund af deres psykose, oplever at vi vil slå dem ihjel, og at ville forgifte dem med den medicin de fik. Når disse beboere blev voldelige, så var det ikke fordi de gik efter os som enkeltpersoner. De var psykotiske og de så os ikke som omsorgspersoner der ville hjælpe dem. De så os som fjender, der var ude på at gøre dem ondt.

Samtidig var vi simpelthen ikke nok ansatte på arbejde af gangen, til at vi på en faglig og saglig måde kunne skabe et miljø for beboerne, hvor de kunne få den rette og nødvendige hjælp, der skulle til for at de kunne komme sig.

LÆS OGSÅ: Mette F. efter knivdrab: Vi skal passe bedre på de ansatte

Jeg oplevede, at når enten jeg, eller en af mine kollegaer sagde vores bekymringer højt, så kunne man få skyld for at skabe en dårlig stemning. Svaret var, at ”det er de arbejdsvilkår, vi har, og hvis du ikke kunne klare det, så måtte du jo finde et andet sted at arbejde”

Jeg lærte at holde min mund, og langsomt blev det unormale normalt. Jeg lærte at acceptere at det var ok at få ting kastet tefter mig, at jeg blev kaldt ”fucking luder” eller at en råbet til mig: ”jeg slår dig ihjel!”. Jeg gjorde ikke noget, fordi jeg var bange for at blive fyret, og miste mit økonomiske grundlag. Derfor blev et arbejdsmiljø med vold og trusler en normal hverdag for mig.

Efter drabet på Vivi turde jeg sige fra, fordi tanken om at blive fyret var ikke længer skræmmende i forhold til, at virkeligheden var at meget værre, virkeligheden var at jeg kunne miste livet.

Den virkelighed har jeg prøvet at gøre opmærksom på lige siden, mine kollegaer og jeg råbet højt i mange måneder efter, men langsomt døde vores opråb og det blev hverdag igen. Omverden glemte vores opråb, og den opmærksomhed der havet været på arbejdsmiljøet i socialpsykiatrien den forsvandt.

Jeg lærte at holde min mund, og langsomt blev det unormale normalt. Jeg lærte at acceptere, at det var ok at få ting kastet tefter mig, at jeg blev kaldt ”fucking luder”
Mia Kristina Hansen

Alle de historier, som over 500 ansatte havde sendt til mig, og som jeg havde givet videre til Mette Frederiksen før hun blev statsminister, de er blev glemt. Men det betyder ikke, at arbejdsmiljøet er blevet bedre. Det betyder ikke, at der ikke længere er vold og trusler mod ansatte i socialpsykiatrien.

Drabet på den 29-årig ansatte fra bostedet Ørbækskilde, dagen før 2020 sluttede, er bevis derpå. Jeg kender ikke de præcise omstændigheder, men jeg ved, at arbejdspladsen efterfølgende har fået 2 strakspåbud. Det er så frygtelig tragisk, og intet kan i mine øjne retfærdiggøre, at han blev slået ihjel, mens han passede sit arbejde i socialpsykiatrien.

Dette drab, drabet på Vivi og de 4 andre ansatte, de må ikke glemmes. Min bøn til politikerne og embedsmændene, som sidder i regeringen, regionerne og kommunerne: Hjælp psykiatrien nu!

Det kan ikke vente længere. Alt for mange liv spildes, og det gælder både brugere/beboer/patienter/pårørende og ansatte.

Det skal stoppe nu!