Mias kollega blev stukket ihjel: Hvorfor sker der ikke noget?

7. sep 2020, 13:08

DET ER OVER fire år siden, at min kollega Vivi blev stukket ihjel af en beboer på Center Lindegården, et psykiatrisk bosted under Københavns Kommune.

Drabet på Vivi var ikke det første, men det femte drab på en ansat i en periode på fire år.  Op til drabet havde mine kollegaer og jeg prøvet at råbe op, da vi oplevede, at en gruppe af beboerne på bostedet var så syge, at de blev til fare for sig selv og andre.

LÆS OGSÅ: Forsker har aldrig set noget lignende: En fest at være pensionist i Danmark

Siden dengang har der jævnligt været historier i medierne med tragiske historier om mennesker, der er blevet så syge, at de bliver til fare for dem selv og andre. Senest har det været historien på TV 2, hvor en mor står frem og fortæller om sin psykisk syge datter. Moderen har prøvet at få hjælpe til sin datter, siden hun var ni år. I dag er hendes datter voksen, og hun er bange for, at det vil ende med, at datteren vil tage sig eget liv eller gøre skade på andre, fordi hun ikke får den nødvendige behandling for hendes psykiske sygdom.

Efter udsendelsen var jeg med i en debat sammen med moderen, en psykiater og relevante politikere. Der var fokus på de manglede sengepladser i behandlingspsykiatrien og oplevelsen af, at patienterne bliver udskrevet før de er færdigbehandlet. Præcis sådan som moderen oplever det i forhold til sin datter og præcis sådan som mine kollegaer og jeg oplevede situationen omkring beboeren, der stak min kollega ihjel. Denne mors historie er ikke unik, det er sådan, at mange mennesker oplever det. At når en person med en psykisk sygdom bliver indlagt, fordi personen bliver til fare for sig selv og andre, så går der ikke mange dage eller timer, før de igen bliver udskrevet. Omgivelserne kan ikke se, at personen viser tegn på bedring og prøver at presse på for, at personen forsat kan være indlagt, men lige meget hjælper det.

JEG VED, AT jeg ikke er den eneste, der havde håbet på, at denne mors historie ville skabe en efterfølgende debat i medierne mange dage efter. Ligesom sagen om Else på plejehjemmet Kongsgården i Århus, hvor hele Danmark var i oprør i mange uger efter. Men desværre var der stilhed dagen efter, og jeg får en følelse af, at vi som samfund har affundet os med, at sådan har det jo været altid i psykiatrien, og der er ikke noget at gøre ved det.

Men det er ikke ok, fordi det handler om familier, der bliver ødelagte og splittet på grund af den belastning, de bliver udsat for. Forældre, der selv bliver syge med stress og mister deres eget eksistensgrundlag, på grund af den kamp, de kæmper for at få hjælp til deres datter eller søn. Jeg taler med mødre, der har kæmpe i over 50 år for at få den rette hjælp, og som nu er bange for, hvad der vil ske med deres barn den dag, de går bort. Det er familier der bliver sendt rundt i det offentlige system, som konstant bliver vendt i døren, når de henvender sig til en offentlig instans. Familier der konstant lever med frygten for, at det værste kan ske, fordi de ved, at det værste kan blive virkelighed.

VI SKAL SIKRE, at kommunerne og regionen lever op til deres ansvar. Vi må som samfund sikre, at kommunerne kan yde den specialiserede hjælp, der skal til, og at regionen kan yde den rette behandling. Det må ikke alene bliver den enkelte families problem at skulle tage hånd om deres psykisk syge familiemedlem.