Statsminister Mette Frederiksen holder doorstep om præsidentvalget i USA, på Marienborg. (Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix) Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

Mette Frederiksen forventer Trump går frivilligt

8. nov 2020, 14:29
USA's præsident, Donald Trump, har ikke erkendt valgnederlag til Joe Biden. Statsministeren tror, det vil ske.

En lang række amerikanske medier har udråbt demokraternes Joe Biden som vinder af det amerikanske præsidentvalg. Men den siddende præsident, Donald Trump, har indtil videre nægtet at erkende resultatet.

Valget er da heller ikke officielt slut endnu og resultater i forskellige stater kan ende ved domstolene. Statsminister Mette Frederiksen siger søndag, at hun håber overdragelsen af magten vi ske i god ro og orden.

- Så vidt vi kan se, er valget i USA afgjort, og USA's kommende præsident er Joe Biden. Det er de amerikanske vælgere, der afgør udfaldet af det amerikanske valg.

- Hvad der kommer til at ske nu, det tør jeg ikke spå om. Jeg er meget dansk i min tankegang og vil altid søge pragmatiske løsninger, konsensus og samarbejde.

- Så det er selvfølgelig også mit håb i forhold til USA, at vi ser en mere samlet nation fremover, siger statsministeren.

Hvis ikke Donald Trump erkender et nederlag, rejser det tvivl om, hvorvidt magten vil skifte fredeligt, som det ellers er sket i hele USA's historie. Mette Frederiksen vil dog ikke kommentere den potentielle situation.

- Jeg betragter det som et internt amerikansk anliggende. Jeg synes selvfølgelig altid, man skal respektere demokratiet og den demokratiske gang, et valg har.

- Og det er også vores forventning, at det kommer til at ske, siger hun.

Præsident Donald Trump har under sin periode haft et lemfældigt forhold til sandheden, truet med at trække USA ud af Nato og omfavnet autoritære regimer som Rusland og Nordkorea.

Men det ændrer ifølge Mette Frederiksen ikke på, at USA er den frie verdens leder.

- USA er i mine øjne den vigtigste aktør på den globale scene. Og lige meget, hvad der må være af uenigheder, så er den europæisk-amerikanske alliance den vigtigste i verden overhovedet, siger hun og forsætter:

- Vi er den alliance, der kæmper for frihed, demokrati og grundlæggende menneskerettigheder.

- Og i forhold til de udfordringer, vi har med et stadig mere aggressivt Rusland, ændringer i Arktis, reaktionære kræfter i Mellemøsten og islamistisk terror, der er alliancen mellem de frie demokratier hele grundlaget for vores frihed.

/ritzau/