Statsminister Mette Frederiksen (S) under dagens 1. maj-tale. Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

1. maj-tale: Mette Frederiksen lægger lunser ud til fagbevægelsen

1. maj 2020, 16:10
Klimatiltag og dagpenge var på dagsordenen for statsminister Mette Frederiksen (S) i dagens 1. maj-tale. A4 Arbejdsliv var til stede på Arbejdermuseet, hvor talen blev sendt fra, og oplevede et arrangement, der bar mere præg af krisestyring end af kampdag.

Normalt er det lyden af de besøgendes forbløffelse over historiens vingesus, der lyder i festsalen på Arbejdermuseet i Rømersgade i København.

LÆS OGSÅ: 1. maj: Fagbevægelsen skal udnytte, at coronakrisen skaber momentum for ny politik

Men da tiderne i disse dage ikke er normale, var det i dag statsminister Mette Frederiksen (S), der havde indtaget salen til sin 1. maj-tale anno 2020.

I stedet for de traditionsbundne arrangementer rundt omkring i landets parker måtte folket i dag følge talen bag en skærm eller i radioen.

På en regnvåd fredag indledte statsministeren sin tale i coronaens tegn med drypvise verbale klassikere om sammenhold, hjælp og fællesskab. Men talen indeholdt også en regulær nyhed, der skal kickstarte både genopretningen af økonomien og den grønne omstilling.

Således foreslog Mette Frederiksen i sine efterhånden karakteristiske korte sætninger på regeringens vegne at afsætte 30 mia. kr. til at renovere den almene sektor.

- Det betyder, at vi kan forbedre lejernes boliger. Gøre noget ved skimmelsvamp og utidssvarende boliger. Det er godt for lejerne. Samtidig kan vi energirenovere. Udskifte oliefyr. Det gavner klimaet. Og de byggeprojekter, der dermed sættes i gang. Det skaber arbejdspladser. Det gavner beskæftigelsen, sagde statsministeren til en næsten tom festsal.

Imødekommer fagbevægelsen

Et kraftfuldt stenkast fra Arbejdermuseet ligger Fælledparken, der normalt lægger græs til fejringen af arbejdernes internationale kampdag, samtidig stort set øde hen.

På en normal 1. maj er her et hav af mennesker, men det var svundet ind til tre undseelige demonstrationer, der trods alt lod megafonerne gjalde, samt nogle børn, der kastede med frisbees.

De fleste danskere udviser tydeligvis stadig det samfundssind, som Mette Frederiksen i dagens anledning havde omdøbt til solidaritet.

- Vi beder de svageste om at være de stærkeste. Det gør forpligtelsen for os andre så meget større. Det gælder ikke mindst, når vi nu ser fremad, sagde Mette Frederiksen iført bordeaux blazer og på et bagtæppe af røde faner.

Og netop fremtiden er usikker for mange lønmodtagere.

Analyser viser, at den økonomiske krise, vi befinder os i, især vil komme til at gå ud over den lavest uddannede del af befolkningen. Samtidig er det synd at sige, at det umiddelbart vil blive nemmere for de ledige lige foreløbigt at træde ind på arbejdsmarkedet igen.

Blandt andet derfor præsenterede Fagbevægelsens Hovedorganisation i dag, som en del af sin 1. maj-fejring, 41 konkrete forslag til, hvordan dansk økonomi kan genoprettes. Og en del af dem blev altså imødekommet fra regeringens side med dagens forslag om at renovere den almene boligsektor.

Mødtes med pressen bagefter

Men også spørgsmålet om en midlertidig coronaforhøjelse af dagpengesatsen er stadig på tale, fastslog statsministeren, da hun efter sin tale svarede på spørgsmål fra pressen.

Det samme er forundringen - ikke mindst på den øvrige venstrefløj - over, at regeringen fastholder udvidelsen af den såkaldte positivliste, der gør det muligt for virksomheder at rekruttere faglært arbejdskraft fra lande uden for EU. 

Men en aftale er som bekendt en aftale, som også arbejdsgiverne bag årets overenskomstaftaler på det private område for nyligt nærmest hvislende måtte konstatere, da coronakrisen blotlagde, at de næste tre års overenskomster nok vil vise sig mest lukrative set fra et lønmodtagerperspektiv. Og derfor står positivlisten ved magt.

Dog kan dagpengesatsen stadig komme i spil.

LÆS OGSÅ: Efter 1. maj: Fagbevægelsen skal sikre sin relevans gennem de gamle dyder

- Jeg er altid mest optaget af at få folk hurtigt tilbage på arbejdsmarkedet og give folk muligheden for at dygtiggøre sig, mere end jeg er optaget af ydelserne. Men vi diskuterer det med fagbevægelsen, sagde Mette Frederiksen til de fremmødte journalister.

Og dermed var alt med ét tilbage ved det gamle igen.