20210112133628354_1000
Den britiske variant af coronavirus kan ikke bremses i Danmark, men man kan forsinke udbredelsen med restriktioner, påpeger statsminister Mette Frederiksen (S). Foto: Philip Davali/Ritzau Scanpix

Mette F. trods faldende smittetal:
Vi kan ikke slække nu

TEMA: Corona i Danmark
12. jan. 2021 14.20
Der er fundet 1076 nye smittetilfælde med coronavirus i Danmark. Det er det laveste antal daglige smittetilfælde siden slutningen november. Men statsministeren skriver, at det ikke er tid at slække på restriktionerne.

Selv om der den seneste tid har været færre smittetilfælde i Danmark, er det ikke til at slække på restriktionerne.

Det skriver statsminister Mette Frederiksen (S) på Facebook.

- Andelen, der er smittede ud af dem, der testes, er faldet. Det er selvsagt godt. Men hvis vi dermed tror, at vi kan ånde lettet op og slække på restriktioner og adfærd, så risikerer vi først, at det går helt galt, skriver hun.

Begrundelsen fra Mette Frederiksen er den mere smitsomme britiske variant af coronavirus, som spreder sig i samfundet.

Ifølge Statens Serum Institut (SSI) kan den britiske variant være 50-74 procent mere smitsom end de gængse varianter.

- Vi kan ikke udrydde den engelske variant af corona i Danmark. Den er allerede for udbredt. Men vi kan gøre alt, hvad vi kan, for at forsinke dens udbredelse i samfundet.

- Så vi kan vaccinere så mange som muligt. Det er et kapløb med tiden. Det kræver, at vi ikke giver slip nu eller i den kommende tid - også selv om at de daglige smittetal måske umiddelbart ser bedre ud, skriver Mette Frederiksen.

Laveste tal siden november

Der er fundet 1076 nye smittetilfælde med coronavirus i Danmark.

Det viser tal fra Statens Serum Institut (SSI). Det er det laveste antal daglige smittetilfælde siden slutningen november.

De positive tilfælde er fundet blandt 57.956 prøver, og dermed er 1,86 procent af prøverne positive.

Når man ser på andelen af positive smittetilfælde, er det på niveau med de seneste dage.

Der er det seneste døgn registreret 26 dødsfald. Dermed har Danmark rundet 1623 dødsfald under pandemien.

Kontakttallet er 0,9 

Tirsdag skriver sundhedsminister Magnus Heunicke (S) tpå Twitter, at kontakttallet senest er blevet beregnet til 0,9 mod 1,0 ugen før. Det vil sige, at ti smittede i gennemsnit når at smitte ni andre.

Tidligere er det dog blevet beregnet, at kontakttallet skal reduceres til 0,8 eller lavere for bedre at kunne håndtere spredningen af en ny virusvariant. Det er den, der især har ramt England hårdt, og som Mette Frederiksen henviser til.

- SSI har beregnet kontakttallet. Dårligt nyt: Det falder slet ikke nok, når den engelske variant B117 spredes i DK. Kontakttallet er 0,9.

- Det er alt for højt, skal væsentligt længere ned, inden den eksponentielt smitsomme variant tager over i februar, skriver ministeren i sit tweet.

De nuværende restriktioner betyder blandt andet, at restauranter, storcentre og liberale erhverv som frisører skal holde lukket.

Det samme gælder forsamlingsforbuddet på fem personer.

Også hjemsendelsen af studerende og skoleelever og nedlukningen af kulturinstitutioner har samme udløbsdato.

Flere andre restriktioner står i øjeblikket til at vare til marts. Det gælder blandt andet brugen af mundbind i den offentlige transport og på restauranter.

/ritzau/