2021020818300440_1000
Statsminister Mette Frederiksen (S) var tidligere mandag på besøg på en skole, hvor eleverne i 0.-4.-klasse netop er vendt tilbage til klasselokalerne. Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Udtalelse fra Mette F. vakte opsigt:
Nu uddyber hun

9. feb. 2021 09.03
Statsministeren siger, at udtalelse om epidemikontrol ikke indeholder nyt om de ældre skoleelever.

Statsminister Mette Frederiksen (S) uddyber mandag aften en udtalelse, som hun kom med tidligere mandag, og som har vakt opsigt.

I forbindelse med et skolebesøg i Lejre i anledning af, at eleverne i 0.-4.-klasse fra mandag er vendt tilbage til folkeskolen under coronakrisen, sagde statsministeren:

- Vi kan tage de ældre elever tilbage i skolen, når vi har en fuldstændig epidemikontrol og er nået længere frem i 2021.

- Det er for tidligt at sige noget om nu. Der ser ud til at være lidt stigende positivprocent på antal daglige test, og det er givet på grund af den britiske mutation.

Mette Frederiksens udtalelse om "en fuldstændig epidemikontrol" vakte en del opsigt.

For hvad mente statsministeren konkret med det, og hvad betød det for de ældre elevers muligheder for at vende tilbage til klasselokalerne, når de nuværende coronarestriktioner udløber med udgangen af februar?

Præciseringen kommer mandag aften i en skriftlig kommentar:

- Der er intet nyt i forhold til, hvad vi tidligere har sagt. På grund af den britiske mutation er vi nødt til at gå forsigtigt frem i forhold til at udfase restriktionerne, lyder det fra statsministeren.

- I dag er 0.-4.-klasse startet igen, men de øvrige restriktioner fortsætter foreløbig til 28. februar. Og frem mod da vil vi løbende vurdere, hvornår det igen er forsvarligt at udfase yderligere restriktioner.

- Det forudsætter blandt andet, at flere er vaccineret, og at færre er indlagt, så vi bedre kan stå imod en stigende smitte. Altså at have kontrol over epidemien, siger Mette Frederiksen.

Når regeringen holder fast i en omfattende nedlukning af Danmark, selv om smittetallene med coronavirus ligger ret lavt, skyldes det den britiske mutation, der vinder frem, fordi den er mere smitsom end andre varianter.

- Selv om tallene på overfladen ser gode ud i Danmark, så ligger den britiske mutation og ulmer lige nedenunder og er snart den dominerende.

- Derfor kan vi ikke lave en større genåbning af Danmark, selv om vi selvfølgelig gerne vil det, sagde Mette Frederiksen under skolebesøget mandag.

/ritzau/