Mette Frederiksens (S) nye rolle som statsminister betyder, at hun overtager Danmarks plads ved søndagens særtopmøde om fordelingen af EU's topposter efter europaparlamentsvalget i maj.
Frederiksen bliver dermed kastet ind i spillet om blandt andet posten som formand for EU-Kommissionen, som den danske konkurrencekommissær Margrethe Vestager (R) er kandidat til.
Frederiksen meddelte onsdag, at hun vil give genvalg til Vestager som dansk EU-kommissær, såfremt den tidligere økonomi- og indenrigsminister ikke får den absolutte toppost.
Søndagens særtopmøde kommer, efter at EU-landenes ledere natten til 21. juni opgav at nominere en ny formand for EU-Kommissionen.