20210313094222354_1000
I år skal man have særligt fokus på årsopgørelsen, hvis man pendler til jobbet. Normalt bliver kørselsfradraget automatisk sat på ens årsopgørelse, men det er ikke tilfældet i år, da mange har arbejdet hjemme på grund af coronaudbruddet. Derfor skal man selv ind og taste ind. (Arkivfoto) Foto: Niels Christian Vilmann/Ritzau Scanpix

Mere end en halv million har tjekket årsopgørelsen

13. mar. 2021 09.51
Der er mere end times ventetid til at kunne komme og tjekke sin årsopgørelse for 2020.

Frem til lørdag klokken 7 har mere end en halv million været inde og tjekke deres årsopgørelse for 2020.

Det oplyser Skattestyrelsen på Twitter.

Der blev åbnet for at tjekke årsopgørelsen fredag aften klokken 18. Helt præcist har der været 524.605 besøg på hjemmesiden.

Lørdag formiddag er der lang kø for at komme ind og se, om man er en af de heldige, der skal have penge tilbage i skat, eller om der vanker en udskrivning.

Over 400.000 borgere er i kø for at få adgang til deres opgørelse på Skattestyrelsens hjemmeside lørdag ved 10-tiden.

Normalt får cirka tre ud af fire skatteydere penge tilbage i skat. Den sidste fjerdedel skal enten efterbetale penge eller har ramt nogenlunde plet med skattebetalingen.

I år skal man have særligt fokus på årsopgørelsen, hvis man pendler til jobbet.

Normalt bliver kørselsfradraget automatisk sat på ens årsopgørelse, men det er ikke tilfældet i år, da mange har arbejdet hjemme på grund af coronaudbruddet.

Derfor skal man selv ind og taste ind, hvor mange dage man har transporteret sig frem og tilbage fra jobbet.

For at kunne få et fradrag, skal man have mere end 24 kilometer til og fra arbejde. Det har omkring 1,2 millioner danskere.

Hvis man skal have skat retur, vil pengene bliver udbetalt fra 9. april.

/ritzau/