20210731-171305-L-1920x1320we
Peter Hyballa er færdig i EfB. Foto: Claus Fisker/Ritzau Scanpix

Medier:
Cheftræner Peter Hyballa stopper i Esbjerg

11. aug. 2021 13.08
Peter Hyballa stopper som cheftræner i Esbjerg, bekræfter klubben. Roland Vrabec er ny cheftræner.

Peter Hyballa stopper som cheftræner i 1.-divisionsklubben Esbjerg fB og bliver afløst af landsmanden Roland Vrabec.

Det bekræfter den uroplagede klub i en pressemeddelelse på sin hjemmeside.

Samtidigt er direktør Brian Knudsen blevet afløst af Hobros tidligere sportsdirektør Jens Hammer Sørensen.

- Vi er naturligvis skuffede over begivenhederne de seneste uger og Peter Hyballas beslutning om at stoppe, men vi er ikke mindre engagerede i at implementere spillestilen med højt pres af den årsag, idet vi fortsat mener, det er den rette og hurtigste vej tilbage til Superligaen, siger bestyrelsesformand i Esbjerg fB, Michael Kalt.

- Omkring Brian Bo Knudsen vil jeg på vegne af hele bestyrelsen udtrykke vores oprigtige taknemmelighed for hans professionalisme og utrættelige indsats for Esbjerg fB gennem de seneste fire år.

Assistenttræner Maik Drzensla og fysisk træner Robin Adrienssen følger Hyballa ud af svingdøren i Esbjerg.

47-årige Vrabec ser til gengæld frem til af komme i gang.

- Jeg er meget glad for at være her i Esbjerg nu, og jeg ser frem til udfordringen. Når man kigger sig omkring, så ser man, at der er tale om en stor klub med fantastiske faciliteter.

- Vi har alle en drøm om at rykke op i Superligaen, og det skal vi jagte, men i første omgang handler det om at fokusere på den næste kamp, og den spilles fredag, siger Vrabec.

Vrabc har en fortid som cheftræner i blandt andet St. Pauli, FC Vaduz og senest FC Progres Niederkorn.

Esbjerg ansatte tirsdag den tidligere hollandske stjernespiller Rafael van der Vaart som en ekstra assistenttræner. Ham melder pressemeddelelsen ikke videre om.

Hyballas opsigelse i Esbjerg kommer efter en kaotisk periode, hvor 21 førsteholdsspillere har udtrykt "stærk mistillid" til Hyballa og tyskerens til tider hårdhændede metoder.

Ifølge både JydskeVestkysten og Ekstra Bladet har Hyballa selv ønsket at forlade sin post, men den amerikansk-kinesiske ejergruppe har strittet imod - indtil nu i hvert fald.

Bestyrelsesmedlem og talsmand Paul Conway har flere gange klart bakket op om den kritiserede Hyballa.

Conway tilbød eventuelt utilfredse spillere, at de kunne få ophævet deres kontrakter, og det nåede Jakob Ankersen, Zean Dalügge, Patrick Egelund og Mads Kikkenborg at benytte sig af.

Conway bidrager også kort til pressemeddelelsen om Peter Hyballa og Brian Knudsens stop samt ansættelse af Roland Vrabec og Jens Hammer Sørensen.

- Vi takker Peter og Brian for deres indsatser for EfB, og vi ser frem til at byde Roland og Jens velkommen i denne uge i Esbjerg og til vores kamp fredag på Blue Water Arena, lyder det fra Conway.

Esbjerg har ét point efter tre kampe i 1. division og en målscore på 2-9.

/ritzau/