Borgmester i Jammerbugt Kommune, Mogens Gade, bekræfter over for Nordjyske, at lukkede kommunegrænser er en af de restriktioner, der venter nordjyderne. (Arkivfoto) Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix

Nordjyder skal holde sig inden for egne kommunegrænser

5. nov 2020, 10:28
Borgere i syv nordjyske kommuner skal så vidt muligt holde sig inden for egen kommunegrænse.

Hvis man bor i en af de syv kommuner i Nordjylland med udbredt smitte på minkfarme, skal man som udgangspunkt blive inden for kommunegrænsen de kommende fire uger.

Derudover lukker barer, caféer og restauranter for gæster, og der vil blive lagt restriktioner på kultur- og idrætsliv.

Det fortæller Birgit Hansen (S), der er borgmester i Frederikshavn Kommune, som er en af de berørte kommuner.

Hun har torsdag været til møde efter med sundhedsminister Magnus Heunicke (S) og erhvervsminister Simon Kollerup (S).

- Først og fremmest handler det om mobiliteten og bevægelsesfriheden over kommunegrænserne.

- Vi ved ikke, præcist hvordan det bliver implementeret endnu - for eksempel om man godt må køre på tværs af grænsen for at passe sit arbejde, siger Birgit Hansen.

Der er tale om kommunerne Frederikshavn, Hjørring, Vesthimmerland, Brønderslev, Jammerbugt, Thisted og Læsø.

I Jammerbugt Kommune bekræfter borgmester Mogens Gade (S), at det på mødet blev drøftet, at borgerne i kommunerne så vidt muligt skal holde sig inden for grænserne, og at det kan forventes at blive et af de kommende tiltag.

Birgit Hansen fra Frederikshavn fortæller desuden, at der vil blive skruet op for testningen i de syv kommuner, og at der vil være en intensiveret smitteopsporing.

Ifølge Ritzaus oplysninger vil skoler og daginstitutioner i de syv kommuner fortsat holde åbent, mens ansatte i virksomheder anbefales at arbejde hjemme, medmindre der er tale om kritiske funktioner.

Tiltagene vil efter planen gælde fra fredag og fire uger frem. Kommunerne har endnu ikke modtaget de præcise retningslinjer.

Ifølge B.T., der henviser til en anonym borgmester i en nordjysk kommune, er der tale om et forbud mod at krydse kommunegrænsen.

- De vil stoppe færdsel. Det vil sige et forbud mod at forlade kommuner, siger en borgmester til B.T.

Regeringen har endnu ikke selv meldt nogen restriktioner ud. De kommer i forlængelse af meldingen om, at alle mink på danske minkfarme skal slås ihjel.

Baggrunden for aflivningerne og de nye restriktioner er, at Statens Serum Institut har konstateret, at en ny type af coronavirus er vandret fra mink til mennesker. 12 nordjyder er indtil videre bekræftet smittet med den nye virustype.

Det er særligt alvorligt, fordi dens spredning er mindre hæmmet af menneskelige antistoffer.

Dermed kan den nye type vise sig at være et problem, når der en dag er en vaccine mod covid-19, fordi vaccinerne muligvis ikke vil være lige så effektive.

/ritzau/