L__gesekret__r_og_l__ge_foran_pc_Jens_N__rgaard_Larsen_Ritzau_Scanpix_1650_px
Siden 2015 er antallet af lægesekretærer faldet med 9,2 procent Foto: Jens Nørgaard Larsen/Ritzau Scanpix

Mangel på lægesekretærer går ud over patienterne

11. dec. 2020 16.00
Flere lægesekretærer kan give mere sundhed for pengene, lyder det fra ekspert.

Denne artikel er oprindeligt bragt på HK Kommunal og bliver publiceret på A4 som en del af et samarbejde. Artiklen er redaktionelt udvalgt og bearbejdet af A4.

Der er blevet markant færre lægesekretærer. Siden 2015 er antallet af lægesekretærer faldet med 9,2 procent – svarende til 800 fuldtidsansatte lægesekretærer, det viser tal HK Kommunal har trukket fra Kommunernes og Regionernes Løndatakontor for DR Midtvest.

Og de færre hænder er noget, der kan mærkes på hospitalerne. Lægesekretær, Marianne Hoff, fra Regionshospitalet Holstebro oplever, at lægesekretærerne bliver flaskehalse frem for at aflæste læger og sygeplejersker, simpelthen fordi de er for få. Der kan være problemer med at få kaldt patienter ind og sendt svar ud til tiden.

LÆS OGSÅ: Førstegangsfødende sendes hjem få timer efter fødsel: 'Utrygge mødre skal ikke hjem'

- Vi har sommetider meget utilfredse patienter. De er vrede og græder i røret, og de kan ikke forstå, at de ikke er den vigtige i den her sag. Vi lægesekretærer må skiftes til at sidde i front, fordi man psykisk kan blive påvirket af at have den ene sure eller triste patient i røret efter den anden, siger Marianne Hoff til DR Midtvest.

Lad de rigtige hænder klar det rigtige arbejde

Hos DL ærgrer man sig over udviklingen med det faldende antal lægesekretærer, netop fordi de er vigtige parter i at skabe mere sundhed for pengene.

- Lægerne skal ud at være sammen med patienterne og gøre det, de er smaddergode til. Og så skal de lade alt det administrative og registrering være til os, som er smaddergode til dét, lyder det fra næstformand i DL Cristina Hedegaard Kildevang.

LÆS OGSÅ: Ekspert bekymret over lang ventetid på stressklinikker: Som at skulle vente på hjælp til et brækket ben

Og lægesekretærerne vil helt klart kunne skabe bedre kvalitet for patienterne i den sidste ende. Man vil simpelthen få mere sundhed for de samme penge ved at ansætte flere lægesekretærer, mener Pernille Bertelsen, lektor på Aalborg Universitet med speciale i sundhedsinformatik. Hun har de seneste 15 år fulgt lægesekretærernes rolle.

- De kan løfte administrative opgaver fra læger og sygeplejersker, som lægesekretærerne er rigtig gode til, og som læger og sygeplejersker ikke er uddannede til. Det kan give kvalitet i den måde, man behandler patienterne på, hvis de har mere tid med patienterne, siger Pernille Bertelsen til DR MIdtvest.