Mandlige chefer skal være et eksempel til forandring

11. sep 2020, 14:15
Dette indlæg er udtryk for skribentens holdning og ikke et udtryk for A4’s holdning.
Hvis du finder, at indlægget er æreskrænkende eller indeholder injurier, så send en mail til [email protected]

Det er ikke let at skrive, om et problem man selv er en del af.

Men da jeg er mandlig chef i mediebranchen, er der ingen vej uden om at forholde sig til den vigtige debat, kvinder i disse dage rejser. Ikke mindst i mediebranchen efter at Sofie Linde så direkte tog det op for nylig til TV2 Zulu Awards.

Forandringer sker gennem handlinger. De starter med, at man taler om overgreb og fejl, der er blevet begået. Dermed bliver det i første omgang helt regulært at tale om overgreb, sige fra og eksponere krænkerne.

LÆS OGSÅ: Freelancere og praktikanter bliver oftere krænket: De er lette ofre

Det fine ved mange af de kvinder, der nu står frem, er, at de netop gør det. Og de gør det ved - ligesom demonstranter i USA i disse tider - at kalde på "forandring". En bedring er kun mulig ved, at der tales om det. At vi søger den rigtige kulturelle ændring i forhold til det, der har været.

Black Lives Matter er noget helt andet end kvinder, der krænkes. Men den maskuline og stumpe attitude, som mit køn udviser ved overgreb og vold, kommer samme sted fra. Vi føler os bedre, stærkere og vil gerne dominere andre.

Det holder ikke. Det er ikke en måde at lede på. Det er en fattig måde at være mand på.

Jeg skal ikke spille hellig. Hvis jeg har gjort noget forkert, sagt noget fælt - så, undskyld! Det er ikke min mening, det var ikke intentionen.

Det er ikke en måde at lede på. Det er en fattig måde at være mand på
Nicolai Kampmann

Jeg er ikke ude på en kollektiv bodsgang.  Vi er ledere på den måde, vi hver især finder bedst. Bringer forskellige kvaliteter og svagheder til skue hver dag. Men at sikre et trygt og respektfuldt arbejdsrum er en bunden opgave. Det duer ikke at vende et blindt øje til eller at negligere en krænkelseskultur, vi i 2020 burde have forladt.

Ja, der skal være rum til, at sød musik kan opstå, kærester mødes og at vi rummer et frisprog mellem mænd og kvinder. Vi må ikke i overpolitisk korrekthed båndlægge os selv. Det vil blive meget kedeligt - også for kvinder.

Men der er dog rig mulighed for at gemme disse udbrud i det indre dyb:

"Kan du ikke se, hvor godt, vi ser ud sammen?"

”Vil du vide, hvornår jeg sidst fik noget af det frække?”

"Maja burde få noget mere sex, så hun ikke var så sur hele tiden". Ofte krydret med tiltale af Maja som enten 'lille skat', 'søde ven', 'min pige' og 'smukke'."

For bare at nævne tre eksempler vi har beskrevet her på A4. Der er alt for mange andre eksempler på pinligt og sexistisk sprog andre steder.

LÆS OGSÅ: Sexismen lever på arbejdspladsen: 'Man er et dyr på en dyrskueplads'

Så ja, det findes, som 701 kvinder i mediebranchen skriver. Som mandlig chef er splinten i eget øje, og vi kan starte forandringen med at velkomme, at der bliver talt om det. Og at være helt uden tøven, hvis der konstateres sexistisk sprog eller fysiske overgreb. Det går ikke - og ultimativt bør det diskvalificere en fra lederrollen - andre kvaliteter ufortalt.

Vi kan starte forandringen med at velkomme, at der bliver talt om det
Nicolai Kampmann

Forhåbentlig kommer der en bedre og ligeværdig kultur ud af dette. At kvinder ikke føler sig presset langt ud over det rimelige og står ved deres grænser. At det er faglige præstationer og en flittig indsats, der belønnes ved job-forfremmelser. Ikke trusler om kun at komme frem i karrieren gennem seksuelle modydelser.

Den tilgang er virkelig flov, mand!