20130122-173018-6-1920x1277we
Regeringen meddelte onsdag i sidste uge, at liberale erhverv som frisører, massører og tatovører skal holde lukket fra mandag. (Arkivfoto) Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

Nu lukker liberale erhverv ned: Det bliver hårdt

21. dec 2020, 05:40
Liberale erhverv som massører skal holde lukket fra mandag. Derimod kan fysioterapeuter fortsat holde åbent.

Mandag bliver der ikke åbnet op rundt om hos landets frisører og massører.

Det hænger sammen med det påbud, som regeringen meddelte onsdag i sidste uge. Her kom det frem, at liberale erhverv som frisører, massører og tatovører skal holde lukket fra mandag.

Baggrunden for lukningerne er den seneste tids høje smittetal. Regeringens håb er, at lukningerne kan være med til at bremse smittestigningen.

Hos sammenslutningen Danske Massører og Terapeuter, der repræsenterer en portion af de danske massører, har man på grund af situationen forståelse for lukningerne.

Uanset kan det stadig komme til at blive en hård omgang for flere medlemmer, siger Steen-Flemming Elmarlund, formand for Danske Massører og Terapeuter.

- For nogle medlemmer falder det heldigvis fint sammen rent timingsmæssigt med, at de holder juleferie. Men for dem, der er vant til at holde åbent mellem jul og nytår, er det klart, at det kan betyde en indtægtsnedgang.

- Vi har så nogle medlemmer, der på grund af situationen tænker kreativt og benytter lejligheden til at opgradere sig fagligt, mens andre har forespurgt om muligheden for at køre ud til borgere.

- Så der er en god tankevirksomhed, i forhold til hvordan man får det bedste ud af situationen, siger Steen-Flemming Elmarlund.

Mens massører skal holde lukket fra mandag, så gælder det samme ikke for fysioterapeuter. Det skyldes, at fysioterapeuter bliver kategoriseret som en del af sundhedsvæsenet og derfor fortsat kan holde åbent.

Den differentiering er man ikke enig i hos Danske Massører og Terapeuter, da massører også laver behandlende massage snarere end rendyrket wellness-massage.

- Det er konkurrenceforvridende og unfair overfor vores medlemsklinikker, siger Steen-Flemming Elmarlund.

Rundt i landet vil der fra mandag heller ikke være åbent på køreskolerne, da de ligeledes er omfattet af nedlukningerne.

Ifølge Bent Grue, landsformand for brancheorganisationen Dansk Kørelærer-Union, kommer lukningerne på et tidspunkt, hvor man først er ved at have arbejdet sig igennem de ventetider, som nedlukningen i foråret medførte.

- Der er ikke nogen tvivl om, at vi er rigtig kede af, at vi nu skal i endnu en coronanedlukning.

- Men omvendt må vi også konstatere, at det desværre er en nødvendighed for at få smidt det her corona ud af landet, så vi kan få en normal dagligdag til at foregå igen i Danmark, siger Bent Grue.

Foreløbigt kommer lukningerne af de liberale erhverv til at vare til 3. januar.

/ritzau/