20201203110710657_1000
En 30-årig mand fra Greve er blevet varetægtsfængslet indtil den 23. december. Han mistænkes af politiet for at bedrage et væld af ældre og sårbare borgere over hele landet. (Arkivfoto) Foto: Emil Helms/Ritzau Scanpix

Ringede ældre op og narrede penge fra dem:
Mand fængslet for millionbedrageri

3. dec. 2020 15.00
En 32-årig mand er mistænkt for at have bedraget ældre og svage borgere for mindst 2,9 millioner kroner.

Med NemID burde ens netbank, sundhedsdata og andre private oplysninger være i sikkerhed. En totrinsbekræftelse skal sørge for, at uvedkommende ikke snyder sig adgang til vores private data.

Men når en umiddelbart venlig herre ringer og fortæller, at der er problemer med ens konti, og at han gerne vil hjælpe med at løse dem, kan det være svært ikke at lade sig narre.

Det er i hvert fald ifølge politiet sket for ældre og sårbare landet over. De menes at være blevet ofre for et omfattende bedrageri.

En 30-årig mand fra Greve er mistænkt for at ringe borgerne op, under påskud af at der er problemer med deres konti. I sigtelsen mod ham lyder det, at han på den måde har narret sig adgang til deres konti og stjålet intet mindre end 2,9 millioner kroner.

Det oplyser Midt- og Vestsjællands Politi i en pressemeddelelse.

Manden blev torsdag varetægtsfængslet indtil den 23. december ved grundlovsforhøret, der foregik bag lukkede døre ved Retten i Roskilde.

Anklagemyndigheden begærede lukkede døre af hensyn til den videre efterforskning, som skal afklare, om den 30-årige kan sigtes for flere forbrydelser, og om andre personer end den 30-årige kan have spillet en rolle i bedrageriet mod de ældre.

Martin Eise Eriksen, leder af afdelingen for økonomisk kriminalitet hos Midt- og Vestsjællands Politi, at sagen langtfra er den første af sin slags.

- Vi ser desværre en del sager, hvor bedragere udnytter svage og udsatte borgere til at begå kriminalitet. Det er sager, vi har stor fokus på, men det er også meget komplekse sager, som giver anledning til omfattende efterforskninger.

Ud over mistanken om at have snydt borgere for deres penge mener politiet, at manden har overtalt sårbare personer til at agere mellemmænd - såkaldte muldyr.

Det menes, at han har overtalt dem til at låne ham deres konti til at overføre ofrenes penge til. Derefter er pengene blevet hævet fra mellemmændenes konti for at sløre bagmandens spor.

- Der er tale om omfattende bedrageri mod ældre og andre svage borgere, som enten er blevet snydt eller groft udnyttet, siger Martin Eise Eriksen.

/ritzau/