Efter krænkelsessager:
Malmø Opera fyrer dansk direktør

20180518-135237-4-1600x1068we
Michael Bojesen er færdig som direktør i Malmø Opera. (Arkivfoto) Foto: Thomas Lekfeldt/Ritzau Scanpix
19. apr. 2022 11.38
Michael Bojesen er færdig som direktør i Malmø Opera. Det har operaens bestyrelse besluttet efter et møde.

Malmø Opera ophæver samarbejdet med sin direktør, danske Michael Bojesen.

Det oplyser operaen i en mail.

Beslutningen er truffet af operaens bestyrelse, som tirsdag har holdt møde for at drøfte Bojesens stilling.

Det møde har nu resulteret i, at operaen ophæver aftalen med Bojesen.

Ophævelsen af samarbejdet sker efter en række sager om krænkende adfærd fra Bojesen.

Ekstra Bladet har blandt andet beskrevet, hvordan den tidligere korleder for Sankt Annæ Gymnasiekor og DR Pigekoret i 2015 uopfordret i en mail til en fagfælle nævnte en sangers bryster.

Malmø Operas bestyrelse skriver, at den mener, at der har været for meget negativ opmærksomhed omkring Bojesens person. Og at det er gået ud over medarbejdere og operaen.

- Bestyrelsen konstaterer, at tilliden til Michael Bojesen er opbrugt og mener, at der er behov for en ny leder for Malmø Opera.

- Bestyrelsen beklager samtidig dybt, at denne beslutning var nødvendig, siger Per-Martin Svensson, formand for Malmø Operas bestyrelse.

Michael Bojesen har været direktør for Malmø Opera siden 2017.

Det seneste år har han været omtalt i medierne flere gange i forbindelse med afdækning af forholdene i både DR's pigekor og i pigekoret på Sankt Annæ Gymnasium i Valby i København.

Her fortalte tidligere kormedlemmer om uønsket seksuel opmærksomhed og et seksualiseret miljø.

Operachefen har gentagne gange og over for flere medier afvist konkrete anklager og sagt, at han ikke mener at have været med til at skabe et seksualiseret miljø.

Både da advokatundersøgelsen fra DR blev fremlagt i november 2021, og da advokatundersøgelsen fra Sankt Annæ Gymnasium kom frem i april i år, støttede Malmø Opera Michael Bojesen. Men det gør den altså ikke længere, da Bojesen nu er fortid hos operaen.

Malmø Opera skriver, at mens der findes en permanent afløser for Bojesen, vil Carina Ostrander indtage rollen som fungerende direktør.

Ostrander har i forvejen en ledende rolle i operaen.

/ritzau/