Thomas Lang (tv), næstformand og arbejdsmiljøansvarlig i Malernes Fagforening Øst/Vest, og Claus Melgaard, faglig sekretær og arbejdsmiljøansvarlig i Malernes Fagforening Midtjylland

Malere: Polske Pawel smitter vel lige så meget som danske Per?

10. apr 2020, 08:30

DET ER JO HELT SKÆVT, at vores udenlandske kollegaer uden videre kan køre over de ellers lukkede grænser og møde ind på de danske byggepladser. Danske borgere, der kommer hjem fra udlandet, skal i 14 dages karantæne – men vores udenlandske kollegaer fra f.eks. Østeuropa kører kvit og frit over grænsen og direkte ud på arbejdspladserne, hvor de mandag til fredag arbejder tæt op og ned ad de danske håndværkere.

Hvordan kan det hænge sammen? Polske Pawel smitter vel lige så meget som danske Per?

LÆS OGSÅ: Utrygge folkeskolelærere: 'Vi er kanonføde i et eksperiment på liv og død'

Vi er stærkt bekymrede for, hvad vi anser som et faretruende hul i corona-krisehåndteringen. Og vi kræver, at der via lovgivning bliver stillet krav til arbejdsgiverne: Vil de benytte sig af udenlandsk arbejdskraft, så skal vores udenlandske kollegaer følge danske sundhedsrestriktioner og karantæneregler.

Vi kræver derfor, at lovgivningen ændres, så vores udenlandske kollegaer også skal i 14 dages karantæne, når de har været over den danske grænse
Thomas Lang og Claus Melgaard, arbejdsmiljøansvarlige Malernes Fagforening Øst/Vest og Midtjylland

Dette krav stiller vi både af hensyn til de danske og udenlandske håndværkere. Men også af hensyn og respekt for samfundets sikkerhed og sundhed i disse tider.

Uforsvarligt

Som forholdene er lige nu, risikerer vi jo at importere corona-smitten direkte ind i Danmark, når flere hundrede håndværkere på den måde kan strømme ind over grænsen.

Det kan på ingen måde være sundhedsmæssigt forsvarligt i en tid, hvor vi alle bliver bedt om at isolere os, distancere os og gøre alt for at begrænse smitten, så vi sammen kan holde hånden under sundhedssystemet og i sidste ende redde så mange liv, som muligt.

LÆS OGSÅ: Tillidsrepræsentant ramt af coronavirus: 'Jeg har aldrig været så syg i mit liv'

Derudover skaber det en enorm utryghed for alle dem, der hver dag tager på arbejde for at holde Danmark i gang.

Vi har en del medlemmer, der lige nu går og arbejder på byggepladser, blandt andet byggeriet af Gødstrup Supersygehus. Medarbejderne er i forvejen nervøse for, om de kommer til at bringe corona-smitte med hjem til deres familier efter fyraften. Det forstærker kun utrygheden for dem at vide, at der ingen kontrol er med kollegaer, der kører frem og tilbage over grænsen - og potentielt medbringer smitte direkte ind på arbejdspladsen.

Hvis arbejdsgiverne ønsker udenlandsk arbejdskraft, må de også tage ansvar for, at det ikke går ud over sundheden og sikkerheden for hverken Pawel eller Per
Thomas Lang og Claus Melgaard, arbejdsmiljøansvarlige Malernes Fagforening Øst/Vest og Midtjylland

Vi har sammen med andre fagforeninger foreslået byggeledelsen hos Gødstrup-byggeriet at følge det københavnske metrobyggeris eksempel og indføre regler om karantæne for medarbejdere, der rejser tværs over landegrænser. Dette er blevet afvist, og Gødstrups byggeledelse henviser til, at de følger myndighedernes retningslinjer.

Danske restriktioner må gælde for alle på arbejdspladsen

Ifølge Udenrigsministeriets nuværende retningslinjer, kan udlændinge komme ind i Danmark, hvis de har et såkaldt "anerkendelsesværdigt formål" som for eksempel ansættelse på en dansk virksomhed. Vi hilser som altid vores udenlandske kollegaer, der arbejder under danske løn- og arbejdsvilkår, velkommen i Danmark.

LÆS OGSÅ: Forbundsformand: Jeg tror, det er gået op for os alle sammen, hvad fagbevægelsen kan

Men nu står vi en meget alvorlig sundhedskrise, og vi kræver derfor, at lovgivningen ændres, så vores udenlandske kollegaer også skal i 14 dages karantæne, når de har været over den danske grænse, så de og deres arbejdsgivere også er forpligtet til at indordne sig efter danske sundhedsrestriktioner.

For malernes og andre håndværkeres sundhed og sikkerheds skyld – så appellerer vi dybt til, at der bliver ændret på retningslinjerne hurtigst muligt.

Det skal være arbejdsgivernes ansvar, at vores udenlandske kollegaer har været i 14 dages karantæne, inden de sætter ben på de danske arbejdspladser. Det kan meget vel være karantæne med løn. Hvis arbejdsgiverne ønsker udenlandsk arbejdskraft, må de også tage ansvar for, at det ikke går ud over sundheden og sikkerheden for hverken Pawel eller Per.