20201211-151810-L-1920x1277we
- Det er fantastisk, at vi ser sådan et drastisk fald i ledigheden. Det er endnu et positivt tegn på, at vi er godt på vej ud af krisen, siger beskæftigelsesminister Peter Hunmmelgaard (S). Foto: Philip Davali/Ritzau Scanpix

Største fald i ledighed siden 2007:
'Vi er godt på vej ud af krisen'

30. jun. 2021 08.18
Ledigheden ligger på laveste niveau siden coronaudbrud. Ifølge økonom er vi på vej ud af krisen.

Der har i maj måned været det største månedlige fald i ledigheden, siden Danmarks Statistik begyndte at opgøre tallene med den nuværende metode. Det var i 2007.

Den danske ledighed faldt med 13.900 til 115.300 personer fra april til maj. Det svarer til en arbejdsløshedsprocent på 4,0. Det fremgår af tal fra Danmarks Statistik.

Det er et tegn på, at Danmark bevæger sig væk fra coronakrisen og er et resultat af regeringens hjælpepakker og økonomiske initiativer under coronakrisen, mener beskæftigelses- og ligestillingsminister Peter Hummelgaard (S).

- Det er ikke kommet af sig selv. Det er aktive, politiske valg med sundhedshåndteringen og den økonomiske håndtering, der gør, at vi er kommet hertil. Alt i alt er vi glade og stolte over, at det ser ud til, at den krisepolitik, der er blevet ført, ser ud til at virke, siger ministeren.

I nogle kommuner ser det ud til at halte efter i forhold til ledigheden. I Tårnby er der eksempelvis 59 procent højere ledighed end i resten af landet.

- Beskæftigelsen på Amager, hvor jeg selv kommer fra, er i høj grad koncentreret om lufthavnen. Derfor kan vi se, at kommuner som Tårnby og Dragør er nogle af de kommuner, der har høje ledighedsandele, siger Peter Hummelgaard.

Derfor mener han, at det fortsat er en opgave for regeringen at understøtte de nødlidende brancher, som man har gjort hidtil. Her peger han blandt andet på sommerpakkerne, der skal stimulere turisme- og oplevelsesbranchen.

Ledigheden i Danmark er nu på det laveste niveau, siden coronapandemien ramte Danmark sidste år.

- Det er et meget stort fald i ledigheden, siger Las Olsen, der er cheføkonom i Danske Bank.

- Vi var godt klar over, at det gik den rigtige vej. Men det kom alligevel bag på os, at det gik så hurtigt, siger Las Olsen.

Efter andre kriser har det taget flere år at nå den samme bedring, fortæller cheføkonomen.

Forskellen ligger her i, at den nuværende økonomiske krise følger sundhedstilstanden, der nu også er i bedring. Derfor har genåbningen af samfundet haft stor betydning for det store fald i ledigheden, mener Las Olsen.

- Nu, hvor man genåbner, så kommer økonomien buldrende tilbage, siger han.

Ifølge ham vil fremgangen derfor fortsætte i juni, og at det hovedsageligt er turismen, der mangler at vende tilbage.

- Vi kommer meget snart til at kunne sige, at krisen er fuldstændigt overstået, mener han.

/ritzau/