20190617-093039-A-1920x1277we
Lundbeck har torsdag tabt en appelsag ved EU-Domstolen, hvor det danske medicinalfirma havde krævet en afgørelse fra EU-Kommissionen og bøde på 697 millioner kroner ophævet. Foto: Jens Nørgaard Larsen/Ritzau Scanpix

Dansk medicinalvirksomhed skal betale bøde på 697 millioner

25. mar. 2021 10.10
Appeller fra både Lundbeck og producenter af kopimedicin afvises af EU-Domstolen.

Lundbeck har torsdag tabt en appelsag ved EU-Domstolen, hvor det danske medicinalfirma havde krævet en afgørelse fra EU-Kommissionen og bøde på 697 millioner kroner helt eller delvist ophævet.

Kartelsagen har rod i de antidepressive piller citalopram, der er udviklet af Lundbeck.

Da patenterne på lægemidlet udløb, indgik virksomheden aftaler med fire producenter af kopimedicin i forskellige lande om at udskyde disses lancering.

Kartelsagen førte til en bøde på 93,7 millioner euro, svarende til 697 millioner danske kroner. Producenterne af kopimedicin fik samlet bøder for et beløb svarende til 388 millioner kroner.

- Ved domme afsagt i dag forkaster domstolen alle appellerne, hedder det i en pressemeddelelse fra EU-Domstolen i Luxembourg.

Den danske virksomhed lægger sagen bag sig.

- Vi er skuffet over afgørelsen, men vi respekterer den. Det er en gammel sag, som vi lægger bag os, og vi ser nu frem, siger en talsperson for Lundbeck.

Lundbeck har i mange år udviklet antidepressiv medicin. Omkring årtusindskiftet udløb originalpatenterne på citalopram.

Derpå indgik det danske medicinalfirma aftaler med fire producenter af generiske lægemidler, også kendt som kopimedicin.

Blandt andet indgik Lundbeck en aftale med Generics om, at den britiske virksomhed skulle levere sin beholdning af generisk citalopram til Lundbeck, og at Lundbeck skulle sælge citalopram til Generics.

Samtidig overførte Lundbeck 144 millioner kroner til Merck, som er selskabet bag Generic.

I en anden aftale betalte Lundbeck et stort beløb til Arrow, som forpligtede sig til ikke at fremstille, overdrage eller anvende citalopram. Desuden skulle Arrow levere sin beholdning af citalopram til Lundbeck.

I 2013 besluttede EU-Kommissionen at idømme Lundbeck en rekordstor bøde. Den største til en dansk virksomhed.

Daværende konkurrencekommissær Joaquín Almunia sagde, at det var uacceptabelt, at en virksomhed betalte sine konkurrenter for at holde sig ude af markedet og forsinke lanceringen af billigere medicin.

Den slags aftaler var "direkte skadelige for patienter og nationale sundhedssystemer", som "allerede arbejder med voldsomt stramme budgetter".

/ritzau/