Lokofører: Pensionsspøgelset hjemsøger stadig arbejderklassen

27. aug 2020, 17:45
Dette indlæg er udtryk for skribentens holdning og ikke et udtryk for A4’s holdning.
Hvis du finder, at indlægget er æreskrænkende eller indeholder injurier, så send en mail til [email protected]

SÅ KOM FORSLAGET om retten til en tidligere tilbagetrækning. Endelig, fristes man til at sige. Men bedre sent end aldrig.
Selve forslaget kan man have mange meninger om. Selv er jeg overvejende glad, men jeg er ikke naiv. Vi står ikke med den endelige løsning på pensionsproblemerne.

LÆS OGSÅ: Eksperter: Urealistisk for de fleste at arbejde til 70 år

Min glæde skal findes på den korte bane. Blandt de mennesker, der i de kommende år, får tilbudt en mere værdig afslutning på deres arbejdsliv. De kan forhåbentligt finde lidt ro, når og hvis retten til en tidligere tilbagetrækning bliver vedtaget.

Men den største glædes findes i paradigmeskiftet. Fra finansministeriets grå eminencer, for hvem regnearkets firkantede udbudslogik er en naturvidenskabelig sandhed til et ønske om reformer, hvor økonomisk snusfornuft skal balanceres med de menneskelige konsekvenser.

Usikkerheden om, hvorvidt man kan holde til et helt arbejdsliv, spøger hos de fleste. Det vil afgøre deres kryds ved de kommende valg
Malthe Johan Poulsen, lokomotivfører og folketingskandidat for S

For tag ikke fejl: Der ligger en oprigtig indignation bag, når Socialdemokratiet ønsker at bekæmpe den åbenlyse uretfærdighed, som rammer dem med de længste og hårdeste arbejdsliv.

Ja, faktisk er vi lige nu vidner til en mindre reform-politisk revolution, som jeg tror vil præge hele Mette Frederiksens regeringsperiode. En reform som denne var aldrig blevet til under Margrethe Vestager og Bjarne Corydon.

MEN DET ER OGSÅ en nødvendig revolution. For som enhver ”ude i virkeligheden” kan bevidne, går den ikke længere. Citronen er presset, klemt, tørret, hakket, brugt til te, suppe og pynt.
Der er meget lidt at hente på at sænke overførsler, forkorte dagpengene eller fjerne efterlønnen, som mange borgerlige stadig flirter med.

LÆS OGSÅ: Notat afslører: Ansatte i disse brancher er hårdest ramt af corona-ledighed

Med en stigende levealder må pensionsalderen også stige. Men der er faggrupper, hvor det er urealistisk, at de skal arbejde til de er over 70 år. Mange står allerede af, inden de fylder 60. Den 72-årige, der render rundt på et stillads, er undtagelsen - ikke reglen.

Den stigende pensionsalder vil derfor ramme disse fag ekstra hårdt. Den vil øge uligheden på et arbejdsmarked, der allerede er yderst skævt. Det er mange af de samme fag, der i forvejen slås med udenlandsk arbejdskraft, usikre ansættelser og mindre gode lønninger.

DET NUVÆRENDE FORSLAG til en tidligere tilbagetrækning hjælper kun på den korte bane. Derfor vil pensionsspørgsmålet stadig være et af de mest betydningsfulde blandt arbejder- og den lavere middelklasse. Usikkerheden om, hvorvidt man kan holde til et helt arbejdsliv, spøger hos de fleste. Det vil afgøre deres kryds ved de kommende valg.

LÆS OGSÅ: Nye tal: Over 3.300 borgere har fået seniorpension

Løsningen er ikke lige for. Det er et kompliceret spørgsmål, der nok kræver, vi gentænker mange og meget. Men jeg er fortrøstningsfuld ved, at vores statsminister, hendes regering og resten af Socialdemokratiet har blik for pensionsspøgelset.

For vi er ikke længere et udbudsparti.