c20201016144807456_org__1_
To rumænere renoverede en politibetjents lejlighed på Frederiksberg og sov på gulvet. Foto: Privat

Løndumping:
Bagmand indstilles til konkurskarantæne

19. okt. 2020 06.29
Kuratoren for konkursboet efter Akk Byg IVS mener, at firmaets tidligere direktør og ejer skal have en karantæne fra at lede nye virksomheder, hvor han ikke hæfter personligt.

En københavnsk byggeboss med stor gæld til 3F kan se frem til en sag om konkurskarantæne.

Der er tale om Alen Kapetanovic, der nu er ansvarlig i ledelsen for byggefirmaet Danbau.

Det skriver Fagbladet 3F.

LÆS OGSÅ: I pænt Københavner-kvarter bor polske arbejdere tæt sammen: 'Smitten kan sprede sig hurtigt her'

Tidligere var Alen Kapetanovic ejer af og direktør for firmaet Akk Byg IVS, der skylder fem millioner kroner til 3F efter en sag om løndumping.

Bag indstillingen til konkurskarantæne står kuratoren for boet efter Akk Byg IVS, der er under konkurs.

Det fremgår af en ny redegørelse fra kuratoren, som Fagbladet 3F har fået indsigt i.

”Kurator vil snarest indstille Alen Kapetanovic til konkurskarantæne,” skriver kuratoren, Claus N. Kristiansen, der er advokat hos firmaet Dreiststorgaard Advokater A/S.

I sin redegørelse anslår kuratoren, at Akk Byg IVS har værdier for én krone. Samtidig er der på nuværende tidspunkt anmeldt krav i firmaets bo for over 6,7 millioner kroner.

Redegørelsen viser også, at kuratoren forgæves har forsøgt at afhøre den tidligere direktør.

”Alen Kapetanovic har enkelte gange svaret tilbage på mails, men i flere tilfælde har kurator ingen tilbagemelding fået. Der har været indkaldt via skifteretten, hvor indkaldelsen var forkyndt, og kurator mødte, men Alen Kapetanovic mødte ikke. Vi afventer nu skifteretten og ny mødeindkaldelse,” skriver kurator Claus N. Kristiansen i redegørelsen til boets kreditorer.

Kuratoren gør derudover opmærksom på, at han ligeledes har forsøgt at få kontakt til firmaets tidligere revisor for at få udleveret manglende bogføringsmateriale.

Byggeboss Alen Kapetanovic er en del af den såkaldte Holbæk-sag. Fagbladet 3F og DR afslørede i februar 2019, at rumænske og pakistanske arbejdere blev snydt på to byggepladser i Holbæk.

Center mod Menneskehandel har vurderet, at tre af pakistanerne og tre af rumænerne er ofre for menneskehandel til tvangsarbejde.

34-årige Ionut Ioan er en af de rumænere og 3F’ere, som centeret under Socialstyrelsen har vurderet som ofre for menneskehandel.
Sammen med en rumænsk kollega arbejdede han blandt andet med at renovere en politibetjents lejlighed på Frederiksberg.

Ionut Ioan og hans kollega Mihai Feraru tjente ifølge dem selv hver 3.500 kroner for godt tre ugers arbejde hos politibetjenten.
De to rumænere arbejdede for Alen Kapetanovic.

Københavns Politi har efterfølgende besluttet, at der ikke skal rejses en straffesag om menneskehandel til tvangsarbejde mod rumænernes chefer.

Det har gennem flere dage ikke været muligt for Fagbladet 3F at få kommentarer til sagen fra kuratoren.

Fagbladet 3F har forelagt sagen for Alen Kapetanovic, men han er ikke vendt tilbage med kommentarer.