Lisbeth_Riisager_februar_2021_1650_px

Forfatter:
Kun manglende vilje afholder regeringen fra at forbedre retssikkerheden på handicapområdet

7. maj 2021 12.37
Dette indlæg er udtryk for skribentens holdning og ikke et udtryk for A4’s holdning.
Hvis du finder, at indlægget er æreskrænkende eller indeholder injurier, så send en mail til [email protected]
Socialministeren afviste tirsdag aften et beslutningsforslag om at flytte handicapområdet væk fra kommunerne. Men der er nu bred politisk anerkendelse af, at området mangler retssikkerhed, og at kommuners økonomiske hensyn ofte trumfer hensynet til borgerens behov og lovhjemlede ret. Der er også momentum for, at vi nu må forvente politisk handling til gavn for borgere. Hvornår tager socialministeren den etiske fordring på sig om at give borgerne retfærdige forhold?

TIRSDAG AFTEN DEN 4. MAJ førstebehandlede Folketinget et beslutningsforslag om at flytte handicapområdet væk fra kommunerne.

Forslaget udspringer af et borgerforslag fra 2020, som opnåede mere end de påkrævede 50.000 stemmer. Det er blandt flere andre stillet af jurist Monica Lylloff, den ene af stifterne af bevægelsen #enmillionstemmer.

Beslutningsforslaget vil flytte det specialiserede socialområde, så kommunerne ikke fortsat skal have ansvaret for og magten til at træffe afgørelser om hjælp og støtte til mennesker med handicap og psykisk sårbarhed. Det er ikke fastlagt, hvem der skal overtage området, men det kunne for eksempel være regionerne eller staten. Derudover vil beslutningsforslaget adskille den myndighed, der skal træffe afgørelserne, fra den myndighed, som skal finansiere den.

MANGE MENNESKER MED HANDICAP og deres pårørende havde set frem til denne aftens folketingsbehandling med store forventninger i lyset af den katastrofale mangel på retssikkerhed, som de har mødt i det kommunale sociale system siden kommunalreformen i 2007. Det var dengang, det specialiserede socialområde blev flyttet væk fra amterne, hvor der havde været en høj grad af specialisering, til 98 nye kommuner med mere eller mindre tilfældig viden om specialområdet.

LÆS OGSÅ: Coronakrisen øger kløften mellem handicappede og arbejdsmarkedet: 'Vi er bekymrede'

Utallige er de rapporter fra Advokatrådet, Det Centrale Handicapråd, Danske Handicaporganisationer med flere, der har dokumenteret den manglende retssikkerhed. Og utallige er de målinger og eksempler, der har peget på ekstremt høje fejlprocenter i forvaltningen og en systematisk grænsesøgende forvaltningspraksis.

Mens mange mennesker ud over det ganske land havde sat levende lys i vinduerne for atter at fejre befrielsen af Danmark fra den tyske besættelsesmagt i maj 1945, lod befrielsens time på handicapområdet fortsat vente på sig.

FOLKETINGSBEHANDLINGEN AFSLØREDE de enkelte partiers positioner og bekræftede det momentum, kritikken af manglende retssikkerhed på området efterhånden har fået. Selv social- og ældreminister Astrid Krag (S) og Socialdemokratiets socialordfører Camilla Willumsen (der vikarierede for Daniel Toft) anerkendte kritikken.

Dog var det ikke nogen overraskelse, at Socialdemokratiet med Astrid Krag og Camilla Willumsen afviste at støtte selve forslaget. Begge henviste til, at de har lovet en evaluering af området, og at de ønsker at afvente denne, før ministeren vil indlede forhandlinger om en reform af styringen og organiseringen.

Det er helt parallelt til regeringens politiske praksis på beskæftigelsesområdet for syge, hvor beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard Thomsen (S) også igen og igen har henvist til, at der er evalueringer på vej af reformen af førtidspension og fleksjob, og at Kontanthjælpskommissionen skal komme med sine forslag, før han i bedste fald vil kigge på kontanthjælpsområdet. Han trækker tiden ud uden at ændre lovgivningen og retssikkerhedstilstanden.

Socialministeren forklarede i sin ordførertale ét af regeringens argumenter imod at støtte forslaget:

"Det er et bærende princip for socialområdet, at vi som samfund skal møde borgernes sociale behov i tæt sammenhæng med borgernes øvrige behov, f.eks. i forhold til beskæftigelse, skolegang, fritidsliv osv. En opgaveflytning og en adskillelse af visitationskompetencen og finansieringsansvaret vil herudover bryde med princippet om, at den kommune, der betaler ydelserne til en borger efter serviceloven, som udgangspunkt også skal være den, der træffer afgørelserne ... "

Socialdemokratiet er et af de partier, der har flest borgmesterposter i kommunerne.

LÆS OGSÅ: Advokat: Sådan er virkeligheden for de svageste

Også Venstre med socialordfører Malene Ambo-Rasmussen og De Konservative med Mette Abildgaard, der var fremmødt som vikar for den faste social- og handicapordfører Brigitte Jerkel, støttede som store borgmesterpartier ikke beslutningsforslaget, selvom de udtrykte anerkendelse af kritikken af retsforholdene på området og sympatiserede med intentionen med beslutningsforslaget om at sikre målgruppen, at retten sker fyldest.

ORDFØRERNE FRA DE FLESTE ØVRIGE PARTIER derimod støttede forslaget: Jakob Sølvhøj fra Enhedslisten, Torsten Gejl fra Alternativet, Charlotte Broman Mølbæk fra SF, Henrik Vinther og Kristian Hegaard fra De Radikale, Karina Adsbøl fra Dansk Folkeparti, Jens Rohde, der siden slutningen af april har tilsluttet sig Kristendemokraterne, og Mette Thiesen fra Nye Borgerlige.

Det gjorde debatten god og skarp, at det nye KD-medlem Jens Rohde deltog i den. Han påtog sig blandt andet ansvar for at have medvirket til kommunalreformen, som havde flyttet det specialiserede socialområde væk fra amterne. Han problematiserede også nogle af de styringsmekanismer, der især siden 2010 har betydet økonomisme og økonomisk kassetænkning på socialområdet: budgetloven, serviceloftet, kommunernes skattestop, regionernes manglende ret til at opkræve skatter. Og han problematiserede det forhold, at "... vi [ender] formentlig i den situation, vi altid ender i, nemlig at der sidder nogle kommunale eller regionale folk, alt efter hvor vi lægger det, som så skal spise nådsensbrød af finansministerens hænder".

Han klandrede i samme forbindelse Karina Adsbøls parti for også at have støttet strukturreformen og spurgte hende til, om hun på sit partis vegne fortrød det. Det kunne/ville hun ikke udtale sig om. Men hun medgav, at hun ikke havde stor tillid til hverken kommunerne eller regionerne og derfor ikke ser for sig, at regionerne ville kunne løfte opgaven bedre end kommunerne.

Jens Rohde på sin side advarede imod at lægge handicapområdet over til staten.

Socialordfører Ole Birk Olesen fra Liberal Alliance var ikke mødt frem. Det var ej heller en række folketingsmedlemmer uden for gruppe - for eksempel Lars Løkke Rasmussen. Hvad de hver især mener om forslaget, har de ikke gjort sig ulejlighed med at meddele Folketinget.

Lars Løkke Rasmussen havde ellers om nogen haft noget at forklare om den afspecialisering af socialområdet og manglende retssikkerhed, som var nogle af de markante konsekvenser af hans strukturreform.

At holde sig helt væk fra debatten, virker umiddelbart som disrespekt for dem, der har stillet og støttet det borgerforslag, som var baggrunden for beslutningsforslaget.

MENS SOCIALDEMOKRATIET, VENSTRE OG DE KONSERVATIVE ville vente på den omtalte evaluering, inden de ville komme med bud på, hvordan man kan forbedre retssikkerheden for målgruppen, var blandt andre Dansk Folkeparti, SF, Alternativet og Enhedslisten mere offensive og ville gerne arbejde i flere spor.

Som Karina Adsbøl fra Dansk Folkeparti bemærkede, så kunne Folketinget sagtens allerede nu, hvis viljen var til stede, gøre konkrete tiltag for at forbedre retssikkerheden.

Det kunne man gøre, mens man afventede evalueringen og forhandlingerne om selve styringen af området. Det kunne for eksempel være nogle af de retssikkerhedstiltag, som hun forgæves har stillet mange beslutningsforslag om igennem de år, hun har siddet i Folketinget. Om opsættende virkning, kompensation osv.

Hun spurgte også flere af de deltagende partier i debatten, om de kunne være åbne over for at udarbejde en fælles beretning eller vedtagelse på handicapområdet, som ville forpligte regeringen til at handle aktivt for at forbedre retssikkerheden.

Det var flere af partierne åbne for, men socialministerens trækken-i-langdrag havde desværre et vist passiviserende tag i forsamlingen. Befrielsens time er endnu ikke kommet for dem i målgruppen, der lider under manglende retssikkerhed.

FRA ORDFØRERRÆKKEN GJORDE JENS ROHDES bidrag særligt indtryk på mig. Dels vidste jeg ikke på forhånd, hvor jeg havde ham, dels har han længe været "et løstgående missil" i politik, der går sine egne vegne. Hvad ville en tidligere Venstremand og Radikal bidrage med i denne for ham nye partisammenhæng?

Som nævnt ovenfor, var han med til at sige de forløsende ord, da han indrømmede, at VK-regeringen havde taget fejl, da den flyttede handicapområdet væk fra amterne og fjernede specialisering og økonomi. Og han var velgørende kontant i sine spørgsmål og svar.

Han leverede også med sin ordførertale et i sammenhængen bemærkelsesværdigt eksistentielt bidrag, da han inddrog en anmeldelse af bogen 'Et værdigt liv' af den nu afdøde muskelsvindramte Palle Hansen fra Rohdes lokalområde uden for Viborg. Herfra citerede han med en vis distance Friedrich Nietzches krav om "at elske sin skæbne", det vil sige at få det optimale ud af de givne betingelser, selvom det kan være sin sag, hvis et menneske har svære funktionsnedsættelser.

Formuleringen om skæbnen mindede mig om journalist Tom Ekeroth, som i et nu tilbagetrukket, anstødeligt debatindlæg i Kommunen i januar måned (jævnfør mit debatindlæg i POV International i marts måned) havde skrevet om handicapområdet, at det er "... [et] område, hvor nogle borgere dybest set ønsker det umulige: At ændre på det, som man kunne kalde skæbne".

Det provokerende ved Tom Ekeroths brug af udtrykket skæbne i sammenhæng med borgerforslagets kritik af den manglende retssikkerhed for mennesker med handicap eller psykisk sårbarhed og deres pårørende, var, at han derved kom til at tegne et billede af disse mennesker som forkælede mennesker, der bare er utilfredse med livet som sådan.

LÆS OGSÅ: Professor: Coronakrisen skubber udsatte danskere ud af arbejdsmarkedet

Men det er ikke det, borgerforslag handler om. Ingen har her klandret myndighederne for, at de er syge eller på anden måde ramt af funktionsnedsættelser. Derimod finder man det uacceptabelt, at mennesker, som er dybt afhængige af kommunens hjælp og har retskrav på denne hjælp, af kommunen forholdes denne hjælp og/eller skal klage sig til den, og at det mest ligner systematisk grænsesøgende forvaltningspraksis.

Derfor er det også fint, når Jens Rohde i sin ordførertale selv tilføjer, at de givne betingelser for øjeblikket ser meget vanskelige ud for disse mennesker på grund af den manglende retssikkerhed. Og det er væsentligt, at han peger på, at behandlingen af beslutningsforslaget ikke må ende ud i en rent teknisk eller strukturel diskussion. Hvis retssikkerheden på området skal forbedres, bør en etisk fordring over for medmennesket stå i centrum for hele debatten og politikken, siger han. Det klinger faktisk af Løgstrup.

EN ÆRGERLIG SIDE AF DEBATTEN var, at formand for Danske Handicaporganisationer Thorkild Olesen på sin egen måde fik sat en kæp i hjulet på borger- og beslutningsforslaget.

Det forhold nemlig, at han i foråret 2021 indgik i en retssikkerhedsalliance med KL til stor fortrydelse for blandt andre medlemmer af #enmillionstemmer, betyder, at han forventeligt har svækket handicapbevægelsens chancer for at få held til at opnå retssikkerhed til alle borgerne, netop nu hvor vi er ved at opnå momentum for, at der skal ske forbedringer.

Det var Astrid Krag og Mette Abildgaard også klar over, da de med fuldt overlæg henviste til netop Thorkild Olesen i deres argumentation for, at de ikke ville støtte borger- og beslutningsforslaget.

JEG VÆLGER AT TRO OG HÅBE PÅ, at de fleste af de valgte politikere rent faktisk har en samvittighed; en samvittighed, der viser dem, at de har en etisk pligt over for de mange mennesker, som berøres af forvaltningen af handicapområdet, til at gøre forholdene på området menneskelige og styrke retssikkerheden. Jeg vælger at tro og håbe på, at de også lytter til denne samvittighed og handler på den. Det skal være min opfordring til dem.

Det er også mit håb, at både minister, ordførere og handicapbevægelsens egne frontfigurer vil arbejde konstruktivt sammen om snarest muligt at få ændret konditionerne på området, så borgerne får deres lovhjemlede ret til hjælp og gør det i rette tid.

Som Kristian Hegaard afsluttede forhandlingen med at sige i sit rørende stærke indlæg som privatist og som personlig bruger af handicaphjælp, så er det "kun handling, der giver forvandling".

Den handling og den forvandling venter #enmillionstemmer og mange andre fortsat på.