Tandlægeforeningen stemmer nej til overenskomstforslag med HK. Arkivfoto. Foto: Jens Nørgaard Larsen/Ritzau Scanpix

Tandlæger stemmer nej til overenskomst trods corona

26. mar, 10:56
Tandlægeforeningen har stemt nej til overenskomstforslag med HK. Det får konsekvenser for flere tusinde klinikassistenter.

Opdateret fredag 27. marts kl. 16:10 med en præcisering af, at det er 75 procent af de tandklinikejere, der valgte at afgive deres stemme, der sagde nej til overenskomstaftalen.

Midt under coronakrisens hærgen har Tandlægeforeningen valgt at stemme nej til det fremsatte overenskomstforslag med HK. 

Det skriver Tandlægeforeningen i en pressemeddelelse på deres hjemmeside. 

- I denne krisetid med corona er store stigninger i løn og pension helt skævt. Klinikkerne styrtbløder. Vi taber op mod 98 procent af vores omsætning for tiden, og mange klinikejere kæmper for overhovedet at kunne fortsætte klinikken. Vi har ikke råd til lønstigninger. Det vil være uansvarligt, vi står i en helt anden virkelighed end for bare 3 uger siden, siger formand for klinikejerne Torben Schønwaldt.

Forslaget til en ny overenskomst med HK blev forhandlet i forlængelse af resultatet på det øvrige arbejdsmarked, hvor der blev givet betydelige lønstigninger.

Men 75 procent af de tandklinikejere, der har stemt om de næste tre års overenskomstaftale, har nu forkastet forslaget til en aftale. 

Forarget HK-næstformand

Nej'et fra tandlægerne kommer til at få betydning for de mere end 3.500 klinikassistenter, der er omfattet af overenskomsten mellem HK og Tandlægeforeningen. 

Med arbejdsgivernes nej til overenskomstforliget er de nu afskåret fra at stemme om overenskomsten, og næste skridt ville i normale omstændigheder være konflikt. 

- Lige nu handler det om at overleve og at fastholde dansk tandpleje på samme niveau som før med et net af klinikker over hele landet. Vi står med ryggen mod muren og må sende medarbejdere hjem. Så kan vi selvfølgelig ikke samtidig hæve lønningerne på HK-området, siger Torben Schønwaldt.

Hos HK-Privat er næstformand Anja C. Jensen 'rystet' over tandlægernes nej til overenskomstforliget. 

- Det er deprimerende, frustrerende og forargeligt, at det her sker i den her tid, og at tandlægerne har den opfattelse, at det er klinikassistenterne, der skal betale regningen for den her krise, siger hun til A4 Arbejdsliv.