Arkivfoto. Foto: Axel Schütt/Midtjyske Medier/Ritzau Scanpix

Ny overenskomst på plads for 150.000 danskere

25. feb, 19:20
En ny overenskomst for de 150.000 butiksansatte betyder, at fædre får tre ugers ekstra betalt forældreorlov.

Hvis du er butiksansat og far, kan du se frem til tre ugers yderligere betalt forældreorlov.

Det står klart, efter at Dansk Erhverv og HK Handel tirsdag har landet en aftale om en ny overenskomst for de 150.000 butiksansatte.

Det skriver Dansk Erhverv i en meddelelse.

Før den nye overenskomst havde faren fem ugers betalt forældreorlov, og det bliver nu altså udvidet til otte.

- Det er for at fremme en mere lige fordeling af barselsorloven, siger vicedirektør i Dansk Erhverv Laurits Rønn til Ritzau.

Ud over de otte uger til faderen har forældrene ifølge Laurits Rønn også yderligere tre uger, de kan fordele mellem sig.

Aftalen minder i store træk om de øvrige overenskomster, der er indgået på det private arbejdsmarked.

De ansatte har fået såkaldte minimallønsstigninger på 2,5 kroner i timen.

- Det har været nogle lange forhandlinger, men det skal det også være.

- Ud fra de givne forudsætninger vil jeg sige, at vi fra Dansk Erhvervs side er tilfredse med resultatet, men vi må også sige, at aftalen i vores optik er i den dyre ende af skalaen, siger Laurits Rønn, i meddelelsen.

Hos HK Handel er man stolte af resultat, som ifølge formand Per Tønnesen vil forbedre løn- og arbejdsvilkårene for de butiksansatte de næste tre år.

- Vi synes, det er et godt resultat – som vi anbefaler medlemmerne at sige ja til – men det er i sidste ende medlemmerne, der bestemmer om resultatet skal bæres igennem ved den kommende urafstemning, og det er vi helt trygge ved, siger Per Tønnesen.

På trods af at de ansatte kan se frem til 2,5 kroner mere i timen, så er der ikke sket noget med pensionen.

Her fastholder man ordningen, hvor virksomheden betaler 7,7 procent af lønnen til pension. Medarbejderen betaler selv 3,8 procent.

Udover mere i lønposen og mere økonomisk støtte til efteruddannelse, har de to parter også indgået en aftale om at lave et nyt videncenter for digital handel og bæredygtighed.

- Butiksområdet er i konstant udvikling, og vi skal selvfølgelig ruste vores butiksansatte til en fremtid, hvor der er behov for kompetencer inden for digital handel og bæredygtighed,siger Per Tønnesen i en pressemeddelelse fra HK Handel. 

Centeret skal løbende fremme og udvikle brugen af uddannelse, kurser og efteruddannelse for at sikre detailhandlen og dets medarbejdere.  

Overenskomsten træder i kraft fra 1. marts og gælder de næste tre år.