Peter Sommer på Heartland Festival 2019. Foto: Linda Kastrup/Ritzau Scanpix

Lettelse over nye hjælpepakker til kulturen: ‘Stort set alle vil overleve’

20. apr 2020, 16:15
Der er grund til optimisme hos en række af landets kulturaktører. Nye hjælpepakker sikrer hjælp til langt flere end hidtil, ligesom stort set alle festivaler nu forventes af klare sig igennem krisen, lyder vurderingen fra interesseorganisation.

Det har været en ganske udmærket weekend for en række af landets kulturaktører.

En udvidelse af hjælpepakken til arrangører og en ny supplerende nødpulje blev det til, da Folketingets partier lørdag mødtes for at drøfte, hvordan man bedst holder hånden under det nødlidende kulturliv.

- Jeg er ret godt tilfreds. Det er rigtig positivt, at man har blik for, at kulturlivet har brug for hjælp, lyder det fra Esben Marcher, sekretariatschef hos Dansk Live, der er interesseorganisation for festivaler og spillesteder i Danmark, til A4 Arbejdsliv.

Han reagerer på baggrund af, at en langt række festivaler nu kan se frem til også at få økonomisk hjælp, fordi den såkaldte arrangementspulje er blevet forlænget til og med den 31. august.

Samtidig er betingelserne for at opnå den økonomiske hjælp blevet ændret, så langt flere kan gøre sig forhåbninger om at gøre sig fortjent til den.

Pengene skal bruges fornuftigt

Esben Marcher forklarer, at fordi ordningen giver mulighed for, at arrangører kan få kompensation for det underskud, der er afledt af krisen, så kan flere nu se frem til at klare sig igennem coronakrisen.

- Det betyder, at langt flere vil overleve. For festivaler gælder det, at stort set alle vil overleve. Og fordi man kan bruge ordningen til at betale musikere og leverandører, betyder det jo samtidig, at man også kan hjælpe dem igennem det her, siger han.

Det indeholder de to nye udvidelser af hjælpepakken

Den nuværende arrangementspulje bliver forlænget og gælder nu frem til og med den 31. august. Samtidig udvides den til også at omfatte arrangementer med minimum 350 deltagere, hvor grænsen før lød på 1.000 deltagere. Slutteligt omfatter ordningen nu arrangementer med afholdelse dagligt i en afgrænset periode på op til fire ugers varighed. Alle partier nikkede ja til denne aftale.

Derudover etableres en ny nødpulje, hvor der er afsat omkring 200 millioner kroner stilet mod publikumsrettede institutioner med drifttilskud fra Kulturministeriet. Sådanne aktører kan nu blive kompenseret op til 80 procent af deres produktionsudgifter til forestillinger, udstillinger og så videre. Nødpuljen gælder for revyer og andre, som ikke er omfattet af førnævnte arrangementspulje. Disse kan kompenseres for udgifter i perioden den 9. marts 2020 til den 31. august. Alle partier på nær Nye Borgerlige sagde ja til denne aftale.

Kilde: Kulturministeriet

Men der er, pointerer Esben Marcher, også en vigtig ting at holde sig for øje. Pengene skal nå hele vejen rundt og bruges med ansvarlighed, hvis det skal give mening.

- Der skal ikke bruges flere penge, end der reelt er brug for. Det er jo penge, vi låner af hinanden, så vi skal sikre, at så mange som muligt overlever. Derfor kommer der også til at være en masse arbejde, i dialog med de forskellige leverandører, for at gøre det rigtigt, siger han.

Stort arbejde venter forude

Sekretariatschefen tror på, at branchens massive pres på politikerne har været afgørende for de nye aftaler. Alvoren er omsider gået op for politikerne, mener han.

- Man har nok kunnet se, at hvis ikke man hjælper festivalerne igennem den her krise, jamen, så er de der ikke på den anden side. Det er altså skrøbelige økonomier, som ikke har likvide midler til at stå imod med, siger han og fortsætter:

- Og så har de nok opfanget, at det simpelthen kan lamme det danske musikliv, hvis ikke der bliver gjort noget politisk.

Men arbejdet er ikke gjort med politiske hjælpepakker. Der venter et stort stykke arbejde for kulturbranchens mange parter, når samfundet så småt vender tilbage til normale tilstande, forventer Esben Marcher.

- Det er nødhjælp det her, og den store genrejsning af musiklivet bliver et langt sejt træk, som vi ikke som sådan forventer hjælp til. Vi kommer ikke tilbage til normaltilstand, selvom det her bestemt er en fornuftig hjælpepakke.