Forsikrings-ansat: Selskaber vælger læger, der underkender kunde
- Som forsikringsansat ved man godt, hvilke læger, der svarer på den måde, man ønsker, fortæller en ansat i et forsikringsselskab. Lægen på billedet har ikke med sagen at gøre. Foto: Morten Stricker / Ritzau Scanpix arkiv

Forsikrings-ansat: Selskaber vælger læger, der underkender kundernes skader

11. sep, 7:00
Forsikringsselskaberne benytter med fuldt overlæg læger, der underkender folks skader og sygdomme. På den måde sparer selskaberne penge, og de skadelidte får et langt mindre økonomisk plaster på såret. Det fortæller en ansat i et forsikringsselskab, som ikke længere vil holde mund om problemerne i branchen.

Forsikringsselskaber sender ofte kunder med piskesmæld og hjernerystelse til bestemte udvalgte læger. Det sker, fordi forsikringsselskaberne ved, at de udvalgte læger vil lave lægeerklæringer, der gør selskabernes udbetaling til skadelidte langt mindre.

Læs også: Ansat i opråb: Forsikringsselskaberne svigter alvorligt syge

Det fortæller en ansat i et forsikringsselskab til A4 Nu. 

- Som forsikringsansat ved man godt, hvilke læger, der svarer på den måde, man ønsker, og hvordan man skal spørge, for at få et bestemt svar, siger Jessie.

'Jessie' arbejder i et forsikringsselskab og ønsker på den baggrund ikke at stå offentligt frem med sin kritik. Jessies rigtige identitet er redaktionen bekendt.

Lægerne ved, at hvis de gentagne gange svarer på en måde, som forsikringsselskabet ikke bryder sig om, bliver de ikke foreslået til næste opgave
Jessie, anonym forsikringsarbejder

A4 Nu har tidligere afdækket, hvordan syge og uarbejdsdygtige danskere kommer i klemme hos deres forsikringsselskab, som ikke vil betale erstatning.

Samme historie kører onsdag aften i programmet 'Kontant' på DR. Mange forsikringskunder har en oplevelse af, at selskaberne udvælger speciallæger, som laver lægeerklæringer til selskabernes fordel. De har nemlig oplevet at få lavet lægeerklæringer, der langt fra er objektive, hvorefter forsikringsselskabet har afvist sagen.

Ved godt, hvordan bestemte læger vil svare

Forsikringsselskaberne har imidlertid afvist kritikken og fastholdt, at lægerne er objektive og kun udvælges efter tilgængelighed og ekspertise.

Men nu bekræfter en ansat med mange års erfaring i branchen, at det finder sted.

- Selskaberne bruger bestemte læger, fordi de har succes med at få et bestemt svar fra dem. Når man har faste samarbejdspartnere, ved man godt, hvad de vil svare, fortæller Jessie, der mener, at forsikringsselskaberne som minimum burde oplyse om, hvor ofte de anvender hver enkelt speciallæge.

Selvom det er forsikringsselskabet, der betaler en speciallæge for at udarbejde en lægeerklæring, er lægen på papiret upartisk og objektiv.

Vi har endda været til et foredrag med en kendt psykiater, der fortalte os, hvordan vi udvælger den speciallæge i psykiatri, som giver os det resultat vi skal bruge
Jessie, anonym forsikringsarbejder

Men når et selskab hyrer læger eller andre specialister til at vurdere en sag, er de ofte meget opsatte på at bevise deres værd, så de kan få opgaver fra forsikringsselskabet en anden gang. Det er Jessies oplevelse.

- Mit selskab havde engang en tvist med et andet selskab, hvor vi blev enige om at bede en uvildig specialist komme med en vurdering, som mit selskab i første omgang skulle betale. Jeg tog kontakt til specialisten med forventning om objektivitet. Da han havde lavet rapporten, sendte han et udkast til mig og spurgte, om jeg havde indvendinger. Den mulighed fik det andet selskab ikke. Men fordi mit selskab betalte og havde indgået aftalen med ham, ønskede han at 'please' mig, fortæller Jessie.

Den rette lægeerklæring betyder, at lægen vælges igen

Men er lægerne ikke objektive?

- Alle mennesker er påvirkede af de holdninger, de har i forvejen, også læger. Det ved forsikringsansatte godt.

- Vi har endda været til et foredrag med en kendt psykiater, der fortalte os, hvordan vi udvælger den speciallæge i psykiatri, som giver os det resultat, vi skal bruge.

- Lægerne vil jo også gerne gøre forsikringsselskabet tilfreds. Både fordi man har en relation, og fordi de ved, at hvis de gentagne gange svarer på en måde, som forsikringsselskabet ikke bryder sig om, bliver de ikke foreslået til næste opgave, siger Jessie og fortsætter:

Så siger man for eksempel, at den læge ikke er til at få fat på, eller at en anden er mere kvalificeret, og så foreslår man i stedet en anden
Jessie, anonym forsikringsarbejder

- Og så må man ikke glemme, at det er forsikringsselskabet, der stiller spørgsmålene, som lægen svarer på. Det er ligesom, når man laver meningsmålinger:

- Man ved, hvordan man skal spørge, for at få de svar, man ønsker. I mine øjne kan sådan en vurdering aldrig være objektiv i og med, at det er forsikringsselskabet, der ofte har valgt lægen, formuleret spørgsmålene og betalt lægens honorar.

De har jo afgivet et lægeløfte?

- Ja, men du kan sammenligne det med, at der også er lavet regler for, hvor store gaver og dyre middage, læger må modtage, fordi der ellers kan sås tvivl om deres objektivitet. De læger har også afgivet lægeløfte.

Hvad hvis skadeslidte beder forsikringsselskabet om en specifik læge?

- Jamen, så siger man for eksempel, at den læge ikke er til at få fat på, eller at en anden er mere kvalificeret, og så foreslår man i stedet en anden.

Vi tror, vi forhindrer forsikringssvindel

Af andre små tricks kan Jessie nævne, at forsikringsselskaberne ofte booker en morgentid ved speciallægen til skadeslidte, da kroppen gør mindst ondt og derfor forekommer mest rask i undersøgelsen først på dagen.

Er det skrevet ned nogle steder, hvilke læger man anvender og ikke anvender?

- Nej. Det er noget, der foregår mundtligt, fordi man ved, at det er i gråzonen af, hvad der er okay. Og igen fordi det bare er blevet en del af en kultur, hvor mange ikke tænker over det.

Kan de ansatte i forsikringsbranchen ikke selv se, at det her er forkert?

- Du må huske på, at vi som udgangspunkt følger nogle processer, vi tror er de rigtige. Og at vi ofte tror, at kunden er ude på at snyde, og at det er os, der har ret, fordi store dele af branchen er præget af en kultur af mistillid. Så i vores hoveder er alt, hvad vi gør, sådan set bare at forhindre forsikringssnyd.

- Derfor betragter vi også de læger, vi selv foretrækker, som objektive, mens vi betragter lægeerklæringer, som skadeslidte selv har betalt for, som partsindlæg. Derfor vejer de andre lægeerklæringer heller aldrig lige så tungt.

Du kan sammenligne det med, at der også er lavet regler for, hvor store gaver og dyre middage, læger må modtage, fordi der ellers kan sås tvivl om deres objektivitet. De læger har også afgivet lægeløfte.
Jessie, anonym forsikringsarbejder

Selskaber: Vi bruger ikke særligt "forsikringsvenlige" læger

Desuden bliver sådan noget over tiden til arbejdsgange, man følger, uden rigtigt at stille sig kritisk op over for dem, tilføjer Jessie.

- Man er vant til, at man får det ønskede resultat, hvis man spørger den og den, gør sådan og sådan. Men man stopper ikke op og overvejer, hvorfor. Det var det, jeg begyndte at gøre, og det er derfor, jeg vælger at komme med min kritik, siger Jessie, der selv også i praksis har ændret nogle procedurer for at være mere fair.

Brancheorganisationen Forsikring & Pension afviser kritikken.

- Forsikringsbranchen bruger ikke særligt ”forsikringsvenlige” speciallæger. Branchen har klare retningslinjer for, hvordan speciallægen skal vælges. Retningslinjerne har fokus på at sikre en smidig og gnidningsfri proces for den skadelidte, og at valget sker på baggrund af objektive kriterier, siger underdirektør Karina Ransby fra Forsikring & Pension i et skriftligt svar til A4 Nu.

Forsikring & Pension henviser desuden til, at Styrelsen for Patientsikkerhed fører tilsyn med lægerne, og at der kan klages over lægeerklæringerne  til Sundhedsvæsenets Disciplinærnævn.

Sagen om forsikringsselskabernes brug af problematiske læger

A4 Nu har dækket sagen i en artikelrække i foråret 2019.

Først gik en række advokater på vegne af skadelidte ud og advarede om, at forsikringsselskaberne sender kunder med piskesmæld og hjernerystelse til bestemte speciallæger. De udvalgte læger er skeptiske over for lidelserne, og laver derfor ofte lægeerklæringer, som forsikringsselskaberne kan bruge til at afvise at betale erstatning.

Vi beskrev en række sager, hvor forsikringskunder havde oplevelsen af at have fået lavet uprofessionelle, fejlbehæftede og problematiske lægeerklæringer. Blandt andet Danny Pedersen, som fik besked på, at den læge han ønskede, ikke var tilgængelig - noget, han senere fandt ud af ikke passede. I stedet blev han sendt til en speciallæge, som selskabet valgte, og som afviste hans skade.

Vi skrev også om Kit, som tog imod forsikringsselskabets tilbud om behandling hos en speciallæge. Her oplevede hun, at urigtige ting nedskrevet i speciallægens journal blev videregivet til forsikringsselskabet, som brugte det imod hende.

A4 Nu fik også indsigt i problematisk korrespondance mellem en af de speciallæger, der går igen i mange sager, og to forsikringsselskaber. En gruppe forsikringskunder, som alle havde oplevet problemer med forsikringen efter at være blevet sendt til den nævnte læge, indsendte i maj 2019 en bekymringshenvendelse til Styrelsen for Patientsikkerhed.

Forsikringsselskaberne har gennem hele forløbet afvist kritikken. De afviser også at oplyse, hvor ofte de anvender bestemte speciallæger, men fastholder at lægerne er upartiske.

Sundhedsordførere fra SF, Enhedslisten og Dansk Folkeparti har til gengæld krævet handling, og blev kort før folketingsvalget enige om et beslutningsforslag, der skal ændre loven og stille forsikringskunder bedre. Valget gjorde dog, at de politiske tiltag blev sat på pause.

DR fortæller onsdag aften i programmet 'Kontant' samme historie, som A4 Nu afdækkede i foråret. Samtidig bringer A4 Nu en række nye artikler, hvor en ansat i forsikringsbranchen, 'Jessie', bekræfter den kritik, som forsikringsselskaberne hidtil har afvist.

Kontakt
Redaktør af A4 Arbejdsliv

Henning Due
[email protected]
+45 21628712

Jobannoncer

[email protected]
+45 7174 7377

Kommercielt samarbejde

Jesper Berg
[email protected]
+45 93990460

A4 Arbejdsliv er en del af A4 Medier Aps
CVR-nr. 31470021
Islands Brygge 32D
DK-2300 København S

Ansvarshavende chefredaktør

Nicolai Kampmann
[email protected]


Annoncering

Forretningsbetingelser

Cookies

Brug for hjælp?

Hvis du har spørgsmål til abonnementer, jobannoncer eller generelt behov for hjælp, så skriv til [email protected] eller ring 93 99 04 60 ...