Allerød Kommune var den af landets 98 kommuner med den laveste ledighedsprocent i november, mens Brøndby Kommune havde den højeste. Foto: Ritzau/Scanpix

Nye ledighedstal: Se, hvordan det går i din kommune

10. jan, 06:17
Allerød Kommune klarer sig bedst, mens Brøndby Kommune klarer sig værst, viser den seneste opgørelse over ledigheden fra Danmarks Statistik.

Ledigheden i Danmark var i november på 104.400 fuldtidspersoner, svarende til 3,7 pct. af arbejdsstyrken. Det viser de seneste tal for bruttoledigheden fra Danmarks Statistik.

Dermed har bruttoledigheden ligget uændret på 3,7 pct. af arbejdsstyrken siden februar 2019.

- Ledigheden steg en smule med 300 personer i november. Samtidig fortsætter beskæftigelsen med at stige. Dansk økonomi har det altså stadig godt. Det skal vi udnytte til at give flere en chance på arbejdsmarkedet, siger beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard (S) om tallene og fortsætter:

LÆS OGSÅ: Måling: Unge prioriterer et godt arbejdsmiljø, mens ældre vil have mere i lønposen

Tilmeld dig nyhedsbrevet fra A4 Arbejdsliv her

- Det sker for eksempel ved at forbedre den aktive beskæftigelsesindsats. Fra årsskiftet har landets jobcentre fået mulighed for mere fleksibelt at tilrettelægge indsatsen, så den enkelte ledige får den hjælp, der er brug for. Det er vigtigt, at vi skræddersyr indsatsen og ikke har en standardiseret tilgang til ledige. Ledige er forskellige og har brug for forskellige værktøjer.

Zoomer man ind på ledigheden i landets 98 kommuner, er der store forskelle. Den laveste ledighed i november kan Allerød Kommune bryste sig af med blot 2,1 procent ledige, skarpt forfulgt af Skanderborg med 2,3 procents ledighed.

I den kedelige ende af listen havde fire kommuner en ledighed over 5 procent i november. Det drejer sig om Brøndby (5,8 procent), Ishøj (5,6 procent), Samsø (5,1 procent) og Aalborg (5 procent)

Hos Fagbevægelsens Hovedorganisation (FH) peger økonom Mette Hørdum Larsen på, at arbejdsløsheden i dette opsving ikke er faldet i samme takt, som den stigende beskæftigelse ellers burde tilsige. Det skyldes, at arbejdsstyrken også er steget - der er med andre ord kommet flere personer ind på arbejdsmarkedet.

– En væsentligt grund til den stigende arbejdsstyrke er tilbagetrækningsreformen, som betyder, at flere personer bliver på arbejdsmarkedet i længere tid. Det vil også være tilfældet de kommende år, og det giver plads til fortsat stigende beskæftigelse, siger Mette Hørdum Larsen og fortsætter:

– En del af den øgede arbejdsstyrke skyldes imidlertid også, at bedringen på arbejdsmarkedet har givet mulighed for, at svagere grupper har kunne få foden inden for på arbejdsmarkedet.

LÆS OGSÅ: Ung pædagog: Jeg vil hellere gå glad på arbejde end at have 1.000 kroner mere på lommen

Hvad angår udviklingen i bruttoledigheden fordelt på køn, er den stort set uændret sammenlignet med måneden før. Fra oktober til november steg bruttoledigheden således med 100 fuldtidspersoner for mændene og med 200 for kvinderne. Dermed forblev ledighedsprocenten i november for mændene på 3,5 pct. og for kvinderne på 3,9 pct.