20210224-143115-L-1920x1277we__1_
Sundhedsminister Magnus Heunicke (S) ønsker ikke at svare på kritikken. (Arkivfoto) Foto: Philip Davali/Ritzau Scanpix

Medarbejderflugt fra Sundhedsministeriet: 'Et umenneskeligt pres'

19. mar 2021, 06:34
I det seneste år er der skiftet ud på næsten alle ledelsesposter i Sundhedsministeriet, skriver Politiken.

Eksperter og læger frygter for sundhedsvæsenets styring, fordi Sundhedsministeriet siden coronakrisens begyndelse har oplevet en medarbejderflugt på alle centrale nøgleposter.

Det skriver Politiken.

Alle tre afdelingschefer, departementschefen og pressechefen er stoppet. På niveauet under afdelingscheferne er omkring hver fjerde kontorchef stoppet, skriver avisen.

Det betyder, at der er skiftet ud på næsten alle ledelsesposter, og de fleste skift er sket siden efteråret.

Ifølge avisen fratrådte i alt 62 medarbejdere i departementet i 2020. Det er 44 procent flere end i 2019.

Jonatan Schloss, der indtil marts var direktør for Praktiserende Lægers Organisation (PLO) siger til Politiken, at "man kan tale om, at Sundhedsministeriet er nedsmeltet".

Den nu afgåede PLO-direktør var i tæt dialog med ministeriets departement om alt fra test til vacciner.

Flere af sundhedsvæsenets aktører siger til avisen, at det skyldes, at for få medarbejdere har for mange opgaver.

Og ministeriet er under det, som beskrives som et heftigt krydspres fra Statsministeriet og sundhedsvæsenets aktører.

Per Okkels, der var departementschef i Sundheds- og Ældreministeriet gennem ti år frem til sin pension 15. januar, har sagt til Altinget, at "mange medarbejdere har svært ved at forklare vores familier og venner, hvad vi har været udsat for. Det har været et umenneskeligt pres".

Medarbejderflugten er "yderst bekymrende", siger professor i sundhedsøkonomi og politik ved Syddansk Universitet Kjeld Møller Pedersen.

- Med så stor en åreladning mister man en stor opsparet viden og erfaring, og det kan ikke undgå at påvirke sagsbehandlingen og kvaliteten i arbejdet, siger han til avisen.

Statsminister Mette Frederiksen (S) har ikke villet kommentere det over for avisen. Hun henviser til sundhedsminister Magnus Heunicke (S). Han ønsker heller ikke at svare.

/ritzau/