20210202164216680_1000
Det generelle kontakttal er faldet fra 0,8 til 0,7, oplyste sundhedsminister Magnus Heunicke (S) tirsdag. (Arkivfoto) Foto: Emil Helms/Ritzau Scanpix

Lavt kontakttal køber danskerne vigtig tid inden B117

TEMA: Corona i Danmark
3. feb. 2021 18.57
Det generelle kontakttal er 0,7, og det er glædeligt af flere grunde, mener et medlem af SSI's ekspertgruppe.

Det generelle kontakttal - tidligere kaldet smittetrykket - er faldet fra 0,8 til 0,7 i perioden mellem 26. januar og 2. februar, og det er gode nyheder for danskerne, lyder det fra Troels Christian Petersen, lektor i eksperimentel subatomar fysik ved Niels Bohr Institutet i København.

Han er samtidig medlem af Statens Serum Instituts ekspertgruppe for matematisk modellering af covid-19.

- Det er af flere grunde en stor glæde, at kontakttallet falder. For det første betyder det, at antallet af smittede fortsat går ned.

- For det andet tyder kontakttallet på, at der ikke er opstået en coronatræthed, som gør, at folk er begyndt at holde op med at holde afstand, så det er virkelig godt.

- Man bliver næsten stolt på sin nations vegne, når man også ser, hvordan det går andre steder, siger Troels Christian Petersen.

Han oplyser, at kontakttallet helt tilbage fra omkring 5. januar efter nedlukningen konstant har været mellem 0,7 og 0,8.

Hvis tallet er under 1,0, smitter hver person færre end én person, og sygdommen vil dermed dø ud.

Samtidig køber faldet i smittetallene danskerne tid og plads på landets hospitaler, til når den britiske variant ventes at dominere herhjemme, mener lektoren.

- Når den britiske variant (B117, red.) overtager, begynder vi nok at se, at tallet ikke falder så hurtigt som nu.

- Vi ved, at den britiske variation kommer, og det passer stadig godt, at det bliver i midten af februar, at den vil overtage med mere end halvdelen af smittetilfældene.

Ifølge Troels Christian Petersen vil B117 kunne ses i kontakttallet de kommende uger.

- Og med den nuværende situation vil kontakttallet gå mere mod 1,0 og desværre muligvis over. Det er problemet.

- Vi forsøger at dæmme op for smitten, men vi ved, at der kommer en mindre tsunami i form af den britiske variant, og det er det, vi skal være klar til.

Mandag 8. februar åbner landets skoler for eleverne i 0. til 4. klasse. Og den beslutning er Troels Christian Petersen glad for.

- De næste uger giver nu mulighed for at måle - hvis alt andet fortsætter på det samme niveau - hvor stor en effekt det har. Det er meget brugbart.

- Og de forældre, som får mere arbejdstid, bruger den forhåbentlig til at arbejde og ikke til at se flere mennesker, for så kan kontakttallet stige, siger lektor Troels Christian Petersen.

/ritzau/