Foto: Jeppe Bjørn Vejlø/Ritzau Scanpix

Lærerne jubler - men skoleledere har ingen fidus til frihedsforsøg

8. okt 2020, 12:44
Skoleledernes formand, Claus Hjortdal, lægger ikke skjul på sin skepsis over for regeringens nye frihedsbrev til folkeskoleområdet i Esbjerg og Holbæk. "Der er alligevel ikke nogen politikere, der vil sætte alle folkeskoler fri", siger han.

Denne artikel er oprindeligt bragt på Folkeskolen.dk og bliver publiceret på A4 som en del af et samarbejde. Artiklen er redaktionelt udvalgt og bearbejdet af A4.

Mens lærerne i Holbæk stadig jubler over deres skolers nyvundne frihed, møder regeringens nye frihedsforsøg på folkeskoleområdet anderledes skeptiske toner fra landets skolelederforening. Det skriver Folkeskolen.dk.

For når statsminister Mette Frederiksen (S) fra Folketingets talerstol lover fuldstændig frihed til driften af folkeskolerne i Holbæk og Esbjerg de næste tre år, så er det ensbetydende med, at skolerne i landets øvrige 96 kommuner bliver taberne - for dermed er langt størstedelen af landets skoler stadig underlagt den stramme statslige lovgivning, regulering og kontrol, påpeger skoleledernes formand, Claus Hjortdal.

Ingen spredningseffekt

- Når man så ensidigt fokuserer på to kommuner, så er man i hvert fald sikker på, at det ikke får spredt sig ret meget bagefter. Vi ved fra tidligere frikommuneforsøg, at så snart forsøgene var overstået, så døde det igen. Spredningseffekten er meget lav ud over kommunegrænsen - al erfaring viser, at spredningseffekten er nærmest ikke eksisterende, siger Claus Hjortdal.

LÆS OGSÅ: Ny formand for lærerforeningen: 'Nu skal vi udvikle skolen sammen'

Han tvivler ikke på, at "de er jublende glade i Holbæk":

- Lærerne vil få mere tid til at forberede sig, og alle vil blive glade. Men det er jo ikke sikkert, at det vil have nogen effekt på elevernes læring, det er jo ikke derfor, vi vil se de her ting, siger han.

Samtidig gør han sig ingen forhåbninger om, at skolepolitikerne på Christiansborg i kølvandet på forsøgene i Esbjerg og Holbæk alligevel vil sætte alle folkeskoler fri efterfølgende.

- Så hvad er det egentlig, ministeren vil med det her - ud over at få lidt popularitet? Jeg er meget i tvivl om effekten. Jeg kunne godt tænke mig, at Folketingets politikere ser hinanden i øjnene og siger: Hvis vi slipper skolerne i to kommuner fuldstændig løs, er det så fordi vi tror, at vi vil slippe alle kommunernes skoler fuldstændig fri. Nej! Det kommer jo ikke til at ske. Så hvad er det, man vil opnå med at sætte dem fri i Esbjerg og Holbæk?, lyder det fra Claus Hjortdal.

Efterlyser politisk mod

Han har dog noteret sig, at børne- og undervisningsminister Pernille Rosenkrantz-Theil (S) har understreget, at frihedsforsøgene i Esbjerg og Holbæk ikke nødvendigvis vil bremse andre friheds-initiativer på folkeskoleområdet - fx i forbindelse med de verserende forhandlinger i folkeskoleforligskredsen.

Hvad er det egentlig, ministeren vil med det her - ud over at få lidt popularitet?
Claus Hjortdal, formand for Skolelederforeningen

- Sagen er jo, at det er de lovgivende politikere, der skal turde ændre perspektiv. Det mod har man ikke politisk i øjeblikket, desværre. Vi havde håbet og troet på noget mere og bedre, siger Claus Hjortdal.

Han henviser til, at Skolelederforeningen selv tidligere har afleveret 40 konkrete forslag til afbureaukratisering og regelforenkling.

- Det ville have en effekt, hvis man havde taget de 10-15 vigtigste og lavet lovændringer for alle skoler, så lærerne, lederne, pædagogerne, forældrene og eleverne sammen får lov til at udvikle skolen, mens skolebestyrelserne i højere grad får tilsynspligt, siger han.

LÆS OGSÅ: Skolelæreren Camilla: 'Min drømmeskole lugter lidt af coronaskolen'

To bestyrelsesmedlemmer i Københavns Lærerforening, Thomas Roy Larsen og Janne Riise Hansen, har også i dag forholdt sig regeringens nye frihedsforsøg, som de synes er alt for snævert.

"Hvad holder kommunerne tilbage"?

I et indlæg på klfnet.dk opfordrer de politikerne på Københavns Rådhus - og i resten af landets kommuner - til at gribe bolden og gøre det samme.

"I Esbjerg og Holbæk må man på skoleområdet have hænderne hævet langt over hovederne af begejstring. Vi lærere har råbt og skreget på denne frisættelse i umindelige tider. Men hvad holder resten af kommunerne i Danmark, herunder landets hovedstad, tilbage fra at fjerne alle de bindinger, de selv har viklet om skolerne? Hvorfor griber politikerne ikke bare bolden og sætter skolerne fri i egen kommune", lyder det fra de to bestyrelsesmedlemmer.