- I vores øjne ville det være allerbedst, hvis skolerne ikke længere skulle spilde tiden med de her nationale test, og at man brugte tiden på at finde et andet system, siger næstformand Dorte Lange. Foto: Foto: Kristian Brasen

Tilfredse lærere: Godt der arbejdes på en ny model

21. feb, 12:55
Nyt system til at bedømme elevers niveau skal udarbejdes forskere, lærere og politikere imellem, mener lærere.

Lærerne ser allerhelst, at de nationale test helt bliver afskaffet. Men når det ikke kan være anderledes, er det godt, at der arbejdes på en ny model.

Sådan lyder det fra Danmarks Lærerforening.

LÆS OGSÅ: Efter flere års slagsmål: Nu tror lærerne på en ny aftale om arbejdstid

- Der har været meget store problemer med nationale test. De er ikke brugbare i undervisningen, og de giver et skævt billede af skolernes niveauer. Det er rigtig godt, at der bliver fundet et alternativ.

- I vores øjne ville det være allerbedst, hvis skolerne ikke længere skulle spilde tiden med de her nationale test, og at man brugte tiden på at finde et andet system, siger næstformand Dorte Lange.

Partierne bag folkeskoleforliget er fredag blevet enige om en aftale omkring de omstridte test.

Aftalen betyder, at 80 procent af skolerne frivilligt kan vælge at gennemføre nationale test. De 20 procent af skolerne, der klarer sig dårligst i dansk og matematik, er forpligtet til at gennemføre testene, indtil et nyt system bliver fundet.

Men det primære mål med aftalen er at skabe et nyt system til at evaluere og bedømme elevernes niveau på de danske skoler.

Og det skal man tage sig god tid til, mener Danmarks Lærerforening.

Lærere, forskere og politikere bør sætte sig sammen og finde ud af, hvordan et nyt system kan teste eleverne uden at indsnævre undervisningen, lyder det.

Dorte Lange understreger, at lærere gerne tester deres elever. Eksempelvis når de har været igennem et undervisningsforløb.

/ritzau/

LÆS OGSÅ: Lærerformand: Arbejdspres tvinger skolelærere til at gå ned i tid