20220118203117715_1000
Camilla Rathcke, der er formand i Lægeforeningen, mener, at man burde have taget bestik af situationen på hospitalerne i løbet af den kommende uge og derefter besluttet, om behandlingsgarantien skulle genindføres. (Arkivfoto) Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Lægeforeningen om genindført behandlingsgaranti:
- Vi vil være rigtig udfordrede af det her

19. jan. 2022 06.30
På grund af smitte blandt personale finder Lægeforeningen det paradoksalt at genindføre behandlingsgaranti.

Lægeforeningen mener, at genindførslen af udredningsgarantien kommer på et paradoksalt tidspunkt.

- Vi har rekordmange dagligt smittede og ser også udtalt coronasmitte blandt personalet i et sådant omfang, at vi dagligt må tage stilling til, om vi kan nå rundt om alle opgaver, siger Camilla Rathcke, der er formand i Lægeforeningen.

Regeringen har besluttet at genindføre udrednings- og behandlingsgarantien fra 21. januar. Garantien har været suspenderet siden 3. januar.

Udrednings- og behandlingsgarantien betyder, at patienter, der henvises fra deres praktiserende læge, inden for 30 dage enten skal have stillet en diagnose eller have en plan for det videre udredningsforløb.

Fra man er blevet udredt, har man krav på behandling inden for 30 dage. Hvis det offentlige ikke kan klare det inden for de 30 dage, har man ret til at få behandling på et privathospital.

Camilla Rathcke mener, at hospitalerne bliver udfordret, når det kommer til at leve op til garantien.

- Vi vil være rigtig udfordrede af det her, og vi vil som læger gerne behandle patienter så hurtigt, som vi kan.

- Men vi er udfordrede på at skulle leve op til nogle garantier, når vi aktuelt synes, at det kan være svært at få det hele til at hænge sammen i den situation, som vi er i nu, siger hun.

Overlægeforeningens formand, Susanne Wammen, siger desuden i et tweet fra foreningen, at det slet ikke er det rigtige tidspunkt at genindføre behandlingsgaranti.

Genindførslen af udrednings- og behandlingsgarantien sker, fordi Sundhedsstyrelsen har vurderet, at det er sundhedsmæssigt forsvarligt.

I en pressemeddelelse fra Sundhedsministeriet siger sundhedsminister Magnus Heunicke (S) blandt andet, at antallet af indlagte ikke er steget i samme grad som antallet af smittede, og at antallet af intensivpatienter er faldet.

- Det er rigtig glædeligt, at vi har en omikronvariant, der ikke giver det samme pres på intensivområdet.

- Men vi har stadig et ret stort pres på indlæggelser generelt, siger Camilla Rathcke.

Tirsdag er 49 personer smittet med corona indlagt på en intensivafdeling.

Suspensionen af udrednings- og behandlingsgarantien skulle oprindeligt gælde til og med 30. januar.

Camilla Rathcke mener, at man burde have taget bestik af situationen i løbet af den kommende uge og have truffet en beslutning derefter.

- Vi har ikke behov for, at der skal være en suspension længere tid end højst nødvendigt, men vi har heller ikke behov for at få den genindført på et tidspunkt, hvor det er svært nok at leve op til alle de opgaver, der er, siger hun.

/ritzau/