20200511-142927-A-1920x1281we__1_
Lægeforeningens formand, Camilla Noelle Rathcke, kan ikke garantere, at det vil være muligt at efterleve patientrettighederne, fordi sundhedsvæsenet kan blive presset af covid-19. (Arkivfoto) Foto: Ida Guldbæk Arentsen/Ritzau Scanpix

Læger i opråb:
'Det er forhastet, uforsigtigt og ulogisk'

25. feb. 2021 06.28
Patientrettigheder genindføres efter et år. Men det er ikke sikkert, det kan efterleves, siger Lægeforeningen.

Det er forhastet, uforsigtigt og ulogisk, når regeringen og Danske Regioner fra 1. marts genindfører udrednings- og behandlingsretten for borgerne.

Det siger Lægeforeningens formand, Camilla Noelle Rathcke, der ikke kan garantere, at det vil være muligt at efterleve patientrettighederne, fordi sundhedsvæsenet kan blive presset af covid-19.

- Jeg vil tro, der flere steder i de kommende måneder vil opstå vanskeligheder med at overholde den her udrednings- og behandlingsgaranti.

- Det er fint nok, at politikerne nu siger, den bliver indført, men det må ikke blive til en overbevisning i befolkningen om, at alt lader sig gøre nemt. Det lugter lidt af et tomt løfte, men det ser godt ud på papiret, siger Camilla Noelle Rathcke.

Lægeforeningen mener, at det er et sats at genindføre patientrettigheder for alle, når samfundet samtidig genåbnes og covid-19 fortsat er til stede.

Genindførelsen skyldes, at antallet af coronapatienter på landets sygehuse nu er faldet så meget, at der er plads til at genindføre patientrettighederne, oplyste regeringen på et pressemøde onsdag.

Regeringen er dog samtidig bevidst om, at den forestående delvise genåbning af samfundet sandsynligvis vil betyde, at indlæggelsestallene for patienter med covid-19 vil stige.

Dermed mener Lægeforeningen ikke, at det er en god idé at give landets patienter krav på hurtigere hjælp og behandling.

- Nu ser vi ind i en potentiel selvskabt tredje bølge af epidemien med estimeret 900 indlæggelser i april, og vi har en smitsom virusvariant, der vist også er mere indlæggelseskrævende end tidligere.

- Og samtidig giver politikerne så befolkningen et løfte om, at man kan blive hurtigt udredt og behandlet som på helt normalt vilkår. Det hænger simpelthen ikke sammen, og det rimer slet ikke på de meldinger, der tidligere har været, om vi skal sikre, der er kapacitet i sundhedsvæsenet, siger Camilla Noelle Rathcke.

Lægeforeningens formand mener, at man bør følge smitteudviklingen, når genåbningen træder i kraft. Først derefter burde man beslutte, om patientrettighederne skal genindføres. Og flere bør vaccineres, inden man lover borgerne noget.

Sundhedsvæsenet vil "i den grad blive presset" af de indlæggelser, man estimerer vil komme i april, siger hun.

Hun understreger, at Lægeforeningen gerne tager en dialog med sundhedsministeren og andre om udrednings- og behandlingsretten.

Udredningsretten betyder, at patienter, der bliver henvist fra deres praktiserende læge, inden for 30 dage enten skal have stillet en diagnose eller have en plan for det videre udredningsforløb.

Behandlingsgaranti betyder, at patienter har krav på behandling inden 30 dage, fra man er blevet udredt.

Udrednings- og behandlingsgarantien har været suspenderet siden marts sidste år.

/ritzau/