Debat: Lad 2021 blive luftfartens år

8. jan 2021, 10:30
Dette indlæg er udtryk for skribentens holdning og ikke et udtryk for A4’s holdning.
Hvis du finder, at indlægget er æreskrænkende eller indeholder injurier, så send en mail til [email protected]

2020 lakker mod enden og vil i særdeleshed være et år, som de fleste af os sent vil glemme. Årets begyndelse var præget af en generel optimisme i samfundet, erhvervslivet og samfundsøkonomisk. Denne optimisme tog luftfartsbranchen også del i.

LÆS OGSÅ: Lederne: Vigtigt med fælles retning for arbejdsmiljøet

2020 stod til at være et år med vækst og fremgang i dansk luftfart, på trods af den skævvridende konkurrence som udspiller sig i europæisk luftfart. Konkurrence er sundt både for virksomheder og forbrugere, mens skævvridning er altødelæggende. Skævvridende konkurrence bygger på social uansvarlighed og underminering af arbejdstagerrettigheder, da lavprisselskabernes forretningsmodel er bygget op på så lav som mulig en omkostningsbase for lønudgifter, hvilket har medført socialt uansvarlige ansættelsesformer, -vilkår samt -lønninger. Disse selskaber har grobund i lande, hvor arbejdsmarkedet er dårligt lovreguleret, eller hvor arbejdsmarkedets parter ikke er ligeværdige, som vi kender det i Skandinavien. Samfundsmodellerne er med andre ord usammenlignelige og det samme gældende for levestandarder.

Konkurrence er sundt både for virksomheder og forbrugere, mens skævvridning er altødelæggende
Jonas Sommergreen Andersen, bestyrelsesmedlem i CAU

Det er sådanne selskaber, som i årevis har presset selskaber med en social ansvarlig tilgang til at drive luftfartsvirksomhed. En social ansvarlig tilgang, hvor medarbejdere har ordentlige og anstændige ansættelses- og lønvilkår i overensstemmelse med markedet der opereres i.

Lavprisselskaberne har kridtet banen op til, når verdenssamfundet kan lægge coronapandemien bag sig og flyaktiviteten atter normaliseres. Hvis dette lykkes, vil social dumping blive en branchestandard indenfor luftfar og social ansvarlighed vil nå nye dybder – modsat nye højder.

Lad i stedet år 2021 blive luftfartens år. Et år, hvor arbejdsmarkedets parter og regeringen går sammen om at finde langsigtede løsninger for at sikre en ekspansiv og konkurrencedygtig dansk luftfart, som drives både socialt og økonomisk ansvarligt og hvor der vil være råderum til grøn omstilling.