Alex Vanopslagh:
Kampvogne er vigtigere end flere offentligt ansatte

20220423-122554-L-1600x1050we
LA-leder Alex Vanopslagh har lørdag holdt tale ved partiets landsmøde i Kolding. Foto: Claus Fisker/Ritzau Scanpix
25. apr. 2022 05.49
Når vi er truet på livet, så er kampvogne vigtigere end flere offentligt ansatte, siger Alex Vanopslagh.

Krigen i Ukraine ændrer dansk politik, og hvad der skal prioriteres.

Det siger Liberal Alliances partiformand, Alex Vanopslagh, i sin tale ved partiets landsmøde i Kolding lørdag.

- Det er vigtigere, at vi får oprustet vores forsvar, end at vi skovler endnu flere penge ind i gabet på velfærdsstaten. Når vi er truet på livet, så er kampvogne vigtigere end flere offentligt ansatte, siger Alex Vanopslagh.

- Det skal være slut med at nasse på USA's vilje til at forsvare os - og det skal være slut med, at vi byder de mennesker, som er villige til at sætte sig selv på spil for at passe på vores land, at de skal klare sig med krummer fra velfærdsstatens overdådige bord.

I partiets nye 2035-plan er der blandt andet afsat penge til at løfte det danske forsvar til to procent af bruttonationalproduktet.

Alex Vanopslagh siger videre, at ukrainere kæmper for liberale idealer i krigen mod Rusland.

- De ofrer sig for deres landsmænds frihed og for muligheden for at kunne blive et liberalt demokrati.

- Det minder os om, at vi har noget, der er værd at forsvare og bevare - og at friheden ikke er gratis, siger han.

I talen kommer partiformanden flere gange med kritik af statsminister Mette Frederiksen (S).

Alex Vanopslagh mener, at "Danmark trænger til et nyt lederskab".

- Så vi får hævet klimaambitioner med et internationalt snit, så vi får sat velfærden fri og gjort danskerne både rigere, friere og med mulighed for at løfte det ansvar, som giver livet mening og fylde.

- Men en af de måske vigtigste grunde, til at vi skal have et nyt lederskab i Danmark, er, at Mette Frederiksen er den dårligste nyhed for vores folkestyre og retsstat siden Anden Verdenskrig, lyder det i talen.

I forbindelse med, at Mette Frederiksen torsdag annoncerede, at Danmark har øget sit våbenbidrag til Ukraine med 600 millioner danske kroner, lød det fra LA-formanden på Twitter, at det var et "symbolsk småbeløb", mens han dog roste statsministeren for at rejse til Ukraine.

Alex Vanopslagh siger lørdag om bemærkningen, at sammenlignet med andre lande halter Danmark langt efter.

- Hvis man sammenligner de beløb, som Danmark har doneret procentvis af bnp, ligger vi ikke en gang i top-10 sammenlignet med andre lande. Så sammenlignet er vi et af de lande, der ikke donerer særlig meget.

- Når man ser på statens budget samlet set, og hvad andre lande støtter ukrainerne med i forhold til våben, så er det ikke en stor og hæderlig indsats, som den danske stat yder, siger han efter sin tale i Kolding.

/ritzau/