20030902-183039-6-1066x755we
I otte ud af i alt 31 sager om kønskrænkende adfærd fra 2016 til 2020 blev krænkelserne begået af offerets overordnede. (Arkivfoto) Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix

Krænkelser i Forsvaret begås ofte af overordnede:
'Uha, se mig, lille krænket kvinde'

12. maj 2021 07.45
Det er svært at komme krænkelser til livs i et hierarkisk miljø, siger eksperter.

Krænkelser i forsvaret er et vedvarende problem, og i mange af sagerne er det overordnede befalingsmænd eller officerer, der krænker. 

Det skriver Berlingske, som har fået aktindsigt i et større kompleks af sager om såkaldt kønskrænkende adfærd. Avisens gennemgang viser, at i otte ud af i alt 31 sager om kønskrænkende adfærd fra 2016 til 2020 blev krænkelserne begået af offerets overordnede.

LÆS OGSÅ: Kvindelig konstabel krænket i Forsvaret: Ingen gider kneppe dig

Det overrasker ikke Ditte Darko, erhvervspsykolog med speciale i arbejdsmiljø og sexchikane samt tidligere underviser ved Institut for Psykologi på Københavns Universitet. Hun betegner forsvaret som 'et lukket miljø med en meget hierarkisk opbygning'.

- At arbejde i en meget hierarkisk organisation er en væsentlig risikofaktor for overgreb. Det er forbundet med frygt for negative konsekvenser og sanktioner, hvis man siger fra over for en overordnet. Det handler om frygten for at miste sit arbejde, fordi man ikke adlyder. Men det handler også om en frygt for social eksklusion; altså at blive udelukket fra fællesskabet, fordi man bryder med kulturen, siger hun til Berlingske.

Og samme vurdering har Kenneth Reinicke, der er lektor ved Institut for Samfundsvidenskab og Erhverv på Roskilde Universitet, hvor han blandt andet forsker i køn og overgreb. Han peger på, at der er forskelle i magt og position i alle organisationer, men understreger, at det er særligt udtalt i Forsvaret.

'Fuck dig og dine kæmpepatter'

Berlingske beskriver blandt andet med udgangspunkt i en aktindsigt i en afhøring en situation, hvor en værnepligtig kvinde oplevede en oversergent, der ved en festlig lejlighed på kasernen puffede til hende, trak hende i håret og klemte hårdt fat om hendes arm. Derudover sagde han blandt andet 'fuck dig og dine kæmpepatter' og 'uha, se mig, lille krænket kvinde' til hende i en situation, hvor han også opfordrede hende til at prøve at indberette ham og se, hvad hun fik ud af det. Det gjorde kvinden efterfølgende, og sagen endte med, at Auditørkorpset gav oversergenten en bøde på 3.500 kroner.

I 2019 lancerede Forsvaret og Forsvarsministeriet en ny indsats for at komme krænkelserne til livs. Blandt andet lavede man en oplysningskampagne og en hotline, ligesom man også øgede fokus på de karrieremæssige konsekvenser ved krænkelser.

'Enhver form for krænkende adfærd i Forsvaret er uacceptabelt – det er uanset hvilket niveau, det foregår på. Derfor er der iværksat en række initiativer, som har til hensigt at sikre, at Forsvaret er en god og tryg arbejdsplads for alle. Det er noget, som kræver en længerevarende, målrettet indsats. Tilmed er det væsentligt at sige, at chefer, ledere, førere og medarbejdere har handlepligt og dermed en forpligtelse til at gribe ind, hvis der konstateres seksuelle krænkelser,' skriver chefen for Forsvaret, generalløjtnant Flemming Lentfer, i en udtalelse til Berlingske.

LÆS OGSÅ: Maja har fået nok af sexistiske kolleger: 'Han synes, det var okay at råbe 'fisse' efter mig'