Kurt Beier Transport A/S havde i 2018 i en lang periode filippinske og srilankanske lastbilchauffører boende i containere i en slumlejr på virksomhedens området i Padborg. Foto: Privat/Fagbladet 3F

Kommune udførte slumlejr-tilsyn: Beier-firma fik ikke besøg

20. nov 2020, 06:40
Aabenraa Kommune har ført tilsyn med overnatningsforholdene for chauffører hos 20 transportfirmaer. Men Kurt Beier Transport, der er politianmeldt for ulovlig overnatning, fik ikke tilsynsbesøg.

Kurt Beier Transport A/S, der er politianmeldt i en af de største sager i Danmark om ulovlig chaufførovernatning, gik fri af Aabenraa kommunes tilsyn på området i efteråret, og det vækker kritik.

Det skriver Fagbladet 3F.

LÆS OGSÅ: Coronakrisen har åbnet Birgittes øjne for hjemmearbejde: - Mit golf-handicap er blevet bedre

Kurt Beier Transport A/S havde i 2018 i en lang periode filippinske og srilankanske lastbilchauffører boende i containere i en slumlejr på virksomhedens området i Padborg.

Det var ulovligt, og firmaet blev i 2019 politianmeldt af Aabenraa Kommune.

Byrådsmedlem Jette Julius Kristiansen (DF) kritiserer, at Kurt Beier Transport gik fri af tilsynet i år.

- Firmaet skulle have været på listen over de 20 firmaer. Det var jo Kurt Beier Transport, der startede det hele med de forfærdelige forhold i slumlejren. Jeg vil gerne sikre mig, at firmaet har bragt orden i tingene, og det her var en mulighed for at tjekke dem, siger Jette Julius Kristiansen.

Beier-sagen er den direkte årsag til, at kommunen bruger 100.000 kroner om året på en skærpet jagt på transportvirksomheder i Padborg-området, der lader chauffører overnatte ulovligt. For eksempel i containere, telte eller lastbileførerhus.

Målet er at forhindre en gentagelse af slumlejr-skandalen hos Kurt Beier Transport A/S, som Fagbladet 3F afslørede i oktober 2018.

Her kom det for dagens lys, at filippinske chauffører boede bag pigtråd i containere under kummerlige forhold og fik ned til 15 kroner i timen for lange arbejdsdage i lastbilerne.

Tilsynet er ført af et eksternt firma uden myndighed, men selve udvælgelsen af de 20 transportvirksomheder stod kommunens forvaltning for. Firmaerne blev udvalgt ud fra flere kriterier. Blandt andet, at de lå på større eller mindre pladser eventuelt med afskærmede arealer.

Det var Aabenraa Kommunes “Vækstudvalg for Land og By”, der sidste år besluttede, at der skulle føres skærpet tilsyn.

Formanden for udvalget Philip Tietje (V), siger, at Kurt Beier Transport A/S måske kommer på listen næste år.

- Det har været vurderingen, at det ikke har været nødvendigt i år, fordi der har været nok opfølgende tilsyn, efter sagen om Kurt Beier Transport kom frem i 2018, siger Philip Tietje og fortsætter:

– Vi ønsker ikke flere slumlejrsager, der også har ramt Padborgs renommé. Vi gør, hvad vi kan, for vi vil gerne beskytte alle de hæderlige firmaer og sikre, at der er fair konkurrence, siger Philip Tietje.

Han kan ikke umiddelbart huske, hvornår der sidst har været tilsyn hos Kurt Beier Transport og henviser til kommunens forvaltning.

Her forklarer byggesagsbehandler Christian Knudsen, der har været med til at udvælge de 20 virksomheder, hvorfor Kurt Beier Transport blev sprunget over,.

- Vi har besøgt Kurt Beier Transport flere gange tidligere i forbindelse med flere byggesager, hvor bygningerne blev gennemgået. Derfor vurderede vi, at der ikke var behov for at genbesøge firmaet i denne omgang, siger han.