20181120-125850-2-1920x1277we__14_
- Jeg kan ikke se andet, end at det lander som en rigsretssag, siger politisk kommentator Hans Engell. (Arkivfoto) Foto: Niels Ahlmann Olesen/Ritzau Scanpix

Engell:
'Det lander som en rigsretssag'

6. jan. 2021 13.38
Politisk kommentator Hans Engell mener, at det vil ende med en rigsretssag mod Inger Støjberg (V).

Efter at to uvildige advokater udpeget af Folketinget har vurderet, at der er grundlag for en rigsretssag mod tidligere udlændingeminister Inger Støjberg (V), ser politisk kommentator Hans Engell ikke mange andre udveje, end at den finder sted.

Det mener han, efter at advokaternes vurderinger er blevet fremlagt for Folketingets partier.

- Det peger stærkt i retning af en rigsretssag. Og det lyder også på Inger Støjberg, som at hun er indstillet på det. Advokaternes melding lyder klar og entydig, siger Hans Engell.

Det handler om Inger Støjbergs rolle i sagen om en ulovlig instruks fra 2016. Den betød, at alle asylpar - hvor den ene var mindreårig - skulle adskilles.

Støjberg fastholder sin uskyld.

Men både Ombudsmanden, byretten, Instrukskommissionen og nu to advokater har vurderet det anderledes.

Instrukskommissionen har konkluderet, at instruksen var "klart ulovlig", at Inger Støjberg vildledte Folketinget, og at hun var vidende om, at udførslen af instruksen ville være ulovlig.

Hans Engell mener da også, at det vil være svært for flere store partier at stemme imod en rigsretssag.

- Det bliver meget svært for "lov og orden"-partier som Venstre og De Konservative at stemme nej.

- Der kan ikke gælde en standard, når man har sympati for sagen og så en anden i andre sager. Partierne vil blive målt på, om de kører med én moral eller dobbeltmoral, siger Hans Engell.

Ikke færdig i politik

For Socialdemokratiet vil det være endog meget svært at forklare dets parlamentariske grundlag, at man ikke stemmer for, lyder det.

Hvis Inger Støjberg skulle ende i en rigsretssag og blive dømt, vil det dog ikke betyde, at hun er færdig i politik.

- Historien har vist, at der bestemt er et liv efter en rigsret. Mogens Glistrup røg ud af Folketinget i 1983 efter en alvorlig skattedom. I 1987 stod han frisk og fræk tilbage på Christiansborg som nyvalgt folketingsmedlem, siger Hans Engell.

For at ryge ud af politik skal Folketinget nemlig beslutte, at en person er uværdig til at sidde på tinge. Og her skal der særlig meget til.

- Der er ingen faste regler eller en håndbog for, hvornår man ikke er værdig til at sidde i Folketinget. Det er noget, Folketinget beslutter. Og som udviklingen har været, tror jeg Folketinget vil acceptere det, siger Hans Engell og fortsætter:

- Der skal meget tungtvejende grunde til, at Folketinget underkender et valg, vælgerne har truffet. Så jeg tror ikke, det vil forhindre, at hun kommer tilbage til Folketinget.

LÆS OGSÅ: Chefredaktør: Rigsretten må tale

/ritzau/