Fødevareminister Mogens Jensen varslede i sidste uge en redegørelse af forløbet, hvor regeringen tidligere på måneden udstedte en ulovlig ordre om at aflive samtlige mink i Danmark. (Arkivfoto) Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Skæbnedag for Mogens Jensen: Nu kommer mink-redegørelser

18. nov 2020, 06:31
Det ville være useriøst at vælte fødevareministeren, ti minutter efter redegørelser kommer, mener kommentator.

Meget omtalte redegørelser om forløbet i minksagen bliver efter planen offentliggjort onsdag, og de kan være med til at afgøre fødevareminister Mogens Jensens (S) fremtid.

Men ministeren ryger ikke med det samme, vurderer politisk kommentator Hans Engell.

- Man går ikke bare ud og siger, at nu har man fået et stykke papir, og så ti minutter efter går man ud og vælter ministeren.

- Proceduren er, at når der afleveres tre redegørelser, så gennemgår man dem. Derefter er der en hasteforespørgsel i Folketinget. Torsdag er ministeren indkaldt i samråd. Der følger man en plan, siger Hans Engell.

Fødevareminister Mogens Jensen varslede i sidste uge en redegørelse af forløbet, hvor regeringen tidligere på måneden udstedte en ulovlig ordre om at aflive samtlige mink i Danmark.

Ministeren har fået alvorlig kritik for sin håndtering af sagen. Oppositionen vil have ham væltet, Enhedslisten har sagt, at det ser sort ud for ministeren, mens De Radikale sagde, at "det ser svært ud".

Hvis et af støttepartierne udviser mistillid til Mogens Jensen, har han et flertal mod sig og må gå af.

- Kritikken fra især Enhedslisten og De Radikale har været så hård og direkte om lovbrud, og at særligt Enhedslisten ikke mener, at Mogens Jensen udviste rettidig omhu om sagen i efteråret, siger Hans Engell.

Den politiske kommentator vurderer, at der er "70 procent sandsynlighed" for, at Mogens Jensen enten bliver væltet, fyret eller trækker sig som minister, inden ugen er omme.

At der udarbejdes redegørelser er i sig selv ikke alvorligt eller opsigtsvækkende. Der laves redegørelser flere gange dagligt i det politiske system, fortæller Sten Bønsing, der er professor i forvaltningsret ved Aalborg Universitet.

Og de har ingen bestemt form.

- Det kan være alt fra små redegørelser på ganske få sider til omfattende redegørelser på flere hundrede sider. Formålet er at få fremlagt fakta og blive klog på, hvad der er foregået i en bestemt sag, siger han.

Ifølge ham vil det være typisk, at Fødevareministeriet selv udarbejder en redegørelse, hvis det er der, en fejl er begået. Det er nemlig dem, der så kender sagen bedst.

For at udarbejde redegørelserne vil der ofte blive læst mødereferater, mails, gennemset pressemøder samt foretaget samtaler med centrale personer i sagen.

Men selv om en part skal redegøre for egne handlinger, er redegørelser som udgangspunkt til at stole på, mener Sten Bønsing.

- Normalt vil man godt kunne stole på dem. Men nu må vi læse dem og se, om der er noget, der virker mindre grundigt eller ikke hænger sammen, siger han.

Dansk Folkeparti, Nye Borgerlige, Konservative og Venstre vil have en undersøgelseskommission til at tjekke sagen. I sådanne tilfælde er det uvildige undersøgere, der kan kræve dokumenter udleveret samt indkalde vidner.

/ritzau/