I vidnesbyrd bliver der fortalt om blandt andet sexistiske kommentarer og et tilfælde af en decideret voldtægt. (Arkivfoto) Foto: Henning Bagger/BAG/Ritzau Scanpix

Voldtægt og berøringer: 698 forskere i opråb om sexisme

9. okt 2020, 06:34
I vidnesbyrd fra forskerverdenen bliver der fortalt om ubehagelige kommentarer, berøringer og overgreb.

698 forskere har skrevet under på et brev, hvor de tilkendegiver, at de har oplevet sexisme på egen krop eller set det ske overfor andre i den akademiske verden.

Det skriver Politiken.

I vidnesbyrd bliver der fortalt om blandt andet sexistiske kommentarer og et tilfælde af en decideret voldtægt.

Desuden fortæller flere om at have forladt arbejdspladser, fordi de har oplevet krænkende adfærd.

Der berettes også om eksempelvis at have fået afslag på en jobansøgning, fordi vedkommende havde børn.

En gruppe på 16 personer har taget initiativ til at indsamle de 698 underskrifter.

Dertil følger en række anonyme vidnesbyrd fra underskrivere. Vidnesbyrdene er dog ikke efterprøvet journalistisk, skriver Politiken.

En af initiativtagerne er Mie Plotnikof, der er lektor på Aarhus Universitet.

- Vi gjorde det også vegne af alle dem, der er løstansat, og som ikke kan stille sig frem i samme grad som os, siger hun til Politiken.

Mille Mortensen forsker i krænkende handlinger og mobning på arbejdspladsen ved Institut for Psykologi på Københavns Universitet. Hun siger til Politiken, at der i den akademiske verden er nogle strukturer, der fremmer krænkende adfærd.

- Forskningsverdenen er enormt specialiseret. Når man forsker inden for et felt, kan ens vej være meget snæver. Man kan ikke bare skifte arbejdsplads og er derfor afhængig af at være inde i varmen.

- Kombinationen af det og de mange løse ansættelser kan gøre det ekstremt svært at sige fra. Så kan man føle sig tvunget til at acceptere det, der opleves som et grundvilkår, hvor man bliver udsat for krænkende handlinger, lyder det.

Anders Bjarklev, rektor på Danmarks Tekniske Universitet og formand for Rektorkollegiet, anerkender problemstillingen.

- Jeg er bange for, at vi ikke endnu har løst det. Vi kommer til at arbejde med det i lang, lang tid, siger han til Politiken.

/ritzau/